FOA: Billige færgebilletter må ikke gå ud over sikkerheden

Et politisk flertal i Folketinget vil gøre ordning med tilskud til færgebilletter til småøer permanent. Det er en god idé, men pas nu på sikkerheden, siger sektorformand i FOA.

For tre år siden fik 30 danske øer en pose penge i tilskud fra Folketinget, så de kunne sænke priserne på færgebilletter. Nu vil et flertal i Folketinget gøre ordningen permanent og udstrække den til at gælde hele året. Som ordningen er skruet sammen nu, kan øerne sænke priserne på færgebilletter op til 46 uger om året.

Det er godt med billige billetter, mener sektorformand i FOA Reiner Burgwald, men han anbefaler, at man ikke fjerner fokus på sikkerheden ombord i jagt på at nedbringe omkostningerne.

Større arbejdspres
”Vi oplever et stadigt større arbejdspres på personalet og en tilsynsmyndighed, der er mere opsat på at tilgodese arbejdsgivernes ønsker om færre lønudgifter, end på passagerernes sikkerhed. Det er en udvikling, som vi vil advare imod, og endnu flere passagerer vil i sagens natur kun gøre arbejdspresset større,” siger Reiner Burgwald.

Han fremhæver blandt andet ulykken med vogndækket på Samsø-færgen Prinsesse Isabella for nylig.

”Heldigvis skete der kun materiel skade, da hængedækket blev hejst og ikke sænket. 7 biler blev skadet og mange passagerer fik sig en voldsom oplevelse.

Sikkerheden må altid komme før omkostningerne, når det drejer sig om skibsfart. Er ulykken ude, er alles sikkerhed afhængig af dygtige og rutinerede søfolk og hurtig hjælp, På Læsøfærgen er der f.eks. altid en sømand tilstede på hængedækket, når der manøvreres med biler og passagerer modtages,” fortæller FOAs sektorformand. 

Færre maritimt uddannede
Han fortæller, at udviklingen i flere år er gået mod færre og færre maritimt uddannede besætningsmedlemmer på stadig større skibe. For eksempel er tilsynsmyndigheden – Søfartsstyrelsen – i øjeblikket ved at godkende en besætning på blot 3 personer til den nye El-færge ”Ellen” som skal sejle på ruten Søby-Fynshav og Søby-Faaborg.

”Det er planen, at en skibsfører, en styrmand og en ”person”, som det hedder, skal udføre alle de opgaver, der skal løses på færgen. Både under sejlads og ved lastning og lodsning. Det vil sige løse drifts- og vedligeholdelsesopgaver, servere for passagererne, billettere, rengøre, holde opsyn, laste og losse. Det er i sig selv vanvittigt,” siger Reiner Burgwald.

Men det mest bekymrende er ifølge Reiner Burgwald, situationen når og hvis der måtte ske et uheld.

”I tilfælde af brand om bord, mand over bord, kollision eller tilsvarende alvorligt uheld, er der kun to til at varetage alle de sikkerhedsmæssige opgaver. Skibsførerne må aldrig forlade sin bro, så det efterlader styrmanden og en ”person”. Vi er ikke trygge ved situationen og frygter for sikkerheden,” fortæller Reiner Burgwald.

Han fortæller, at FOA anker Søfartsstyrelsens beslutning, men at han frygter det værste.