Lokale fagforeninger kræver OK-sammenhold

Fem lokale fagforeningsformænd opfordrer til, at fagbevægelsen står sammen, når de offentligt ansattes organisationer forhandler overenskomster.

Det sker i en fælles udtalelse, som er sendt til pressen. Det er formændene for Århus Lærerforening, FOA Århus, BUPL Århus samt de lokale formænd for Dansk Socialrådgiverforening og Dansk Sygeplejeråd, der har skrevet under på udtalelsen.

Baggrunden er, at de offentligt ansattes overenskomstforhandlinger nu er i gang og ser ud til at blive meget vanskelige. På forhånd har arbejdsgiverne meldt ud, at de vil have ændrede arbejdstidsaftaler, og især lærernes, men også andre faggruppers aftaler står for skud. Arbejdsgiverne kræver også, at færre skal have tillidsmandsbeskyttelse mod fyring og lægger op til lave lønstigninger, der truer reallønnen. Samtidig lurer en trussel om, at regeringen kan finde på at gribe ind i overenskomsterne.

I udtalelsen advarer de fem formænd mod, at fagbevægelsen lader sig splitte, så arbejdsgiverne først kan tage lærernes overenskomst og så rykke videre til andre overenskomstområder. De skriver blandt andet:

”Vi ønsker at slå fast, hvor vigtigt det er med samarbejde i fagbevægelsen ved de igangværende overenskomstforhandlinger. Og det er vigtigt, at vores forhandlere står fast, og ikke lader sig skræmme af trusler.

Vi skal i fællesskab danne en front mod forringelse af arbejdstidsforhold, tillidsrepræsentanters forhold samt sikre vores realløn.” 

Interesserede kan læse hele udtalelsen her