Det skal ikke gøre ondt at passe sit arbejde

Stor risiko for tunge løft og bøjede eller forvredne arbejdsstillinger. Det er dagligdagen for en række af fagforbundets FOAs medlemmer, viser en stor national undersøgelse.

Kvindelige ansatte i social- og sundhedssektoren og i dagtilbuddene har en stærkt forøget risiko for bøjede eller forvredne arbejdsstillinger sammenlignet med andre erhvervsaktive kvinder. I begge sektorer oplever tre ud af fire, at de mindst to dage om ugen er udsatte for belastende arbejdsstillinger. Blandt andre erhvervsaktive er det hver tredje. Det konkluderer en ny rapport.

Skræmmende tal
"Det er skræmmende tal. Det skal ikke gøre ondt eller være forbundet med risiko at gå på arbejde. Det er næppe en overraskelse for nogen, at mange af FOAs medlemmer har fysisk anstrengende jobs, men det er kun en ekstra grund til at være opmærksom på arbejdsmiljøet," siger Mona Striib, formand for FOA.

"Undersøgelsen dokumenterer, at vi skal have fokus på vilkårene ude på den enkelte arbejdsplads. Sammen med arbejdsgiverne bliver vi nødt til at se nærmere på arbejdsmiljøet. Det er særligt vigtigt i en tid, hvor politikerne presser på for, at vi skal blive længere på arbejdsmarkedet."

Rapporten 'Sundhedstilstanden blandt FOA-medlemmer 2017 - og udviklingen siden 2010' er udarbejdet af Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet. Den tager udgangspunkt i en national rundspørge om danskernes sundhed (Den National Sundhedsprofil 2017). I undersøgelsen deltog i alt 8.267 FOA-medlemmer, hvis sundhed sammenholdes med den øvrige danske befolkning.

Arbejdsmiljørepræsentanter i fokus
"Når lønmodtagerne oplever et stigende pres på arbejdspladserne, og stadig flere bliver fysisk eller psykisk overbelastede, er det helt centralt, at arbejdsmiljørepræsentanten er klædt godt på til at kæmpe mod de dårlige forhold. Det er et arbejde, vi har fokus på i FOA", siger Mona Striib.

I denne uge holder FOA kongres i Odense. I dag har kongressen blandt andet temadebat om nedslidning og vilkårene på arbejdspladserne.

Læs rapporten her

 

Kontakt

 

Forbundsformand Mona Striib, telefon: 23 41 41 98

Hent billede i høj opløsning