Ny formand i FOAs pædagogiske sektor
Kampvalg fører til formandsskifte i FOA. Kim Henriksen afløser Mogens Bech Madsen efter kampvalg.
Dagplejere, pædagogiske assistenter, omsorgs- og pædagogmedhjælpere og pædagoger i FOA har fået ny formand. Årsmødet i FOAs pædagogiske sektor valgte den 48-årige lokale sektorformand fra Herning, Kim Henriksen, til ny formand. Han afløser Mogens Bech Madsen. Kim Henriksen vandt med stemmetallene 58 mod 37 - to stemmer var blanke.
"Vi skal være nysgerrige på, hvordan arbejdet og hverdagen rent faktisk ser ud for medlemmerne lokalt og så udarbejde strategien på den baggrund. Der er rigtig mange bøger på hylden at vælge imellem, hvis man skal pege på, hvad formandskabet skal lægge vægt på. Men det handler om at arbejde for større kvalitet i dagtilbud, rekruttering til dagplejen og i det hele taget anerkendelse af vores kolleger," siger Kim Henriksen.
Alle fire sektorer i FOA har dermed konstitueret sig for den kommende kongresperiode. I FOAs Teknik- og Servicesektor var der nyvalg af næstformand efter den hidtidige Jan Nonboe, der går på efterløn. Her hedder den nye næstformand Thomas Brücker, som vandt over modkandidaten Hans Pedersen med stemmerne 47 - 25.
Dermed ser ledelserne af FOAs fire sektorer således ud:
Social- og Sundhedssektoren:
Formand Torben K. Hollmann - genvalgt
Næstformand Vinni Jakobsen - genvalgt
Pædagogisk sektor:
Formand Kim Henriksen - nyvalgt
Næstformand Joan Lindskov - genvalgt
Kost- og Servicesektoren:
Formand Pia Heidi Nielsen - genvalgt
Næstformand Berit Jakobsen - genvalgt
Teknik- og Servicesektoren:
Formand: Reiner Burgwald - genvalgt
Næstformand: Thomas Brücker - nyvalgt
Årsmøderne i FOAs fire sektorer holdes forud for FOAs kongres, der indledes onsdag formiddag i Odense. Åbningen kl. 10.30 har blandt andet deltagelse af statsminister Mette Frederiksen.