Så du Fagbladet? Det kan godt betale sig at give din kollegas lønseddel et tjek
Mere end 400.000 kr. i efterbetaling. Det var resultatet, da FTR Monia Stoltz gennemgik ti års lønsedler for So-Su-assistent.
Se her, hvordan du tjekker din kollegas lønseddel
Fagbladet FOA bragte i sidste uge en artikel om social- og sundhedsassistent, Morten Janussen, der fik 426.817,24 kroner i efterbetaling. Det skete efter en undren over en ny post på lønsedlen, hvor der pludselig stod ”overarbejde” der, hvor der normalt stod ”merarbejde”. FOA blev involveret, og Monia Stoltz, FTR i Rudersdals Kommune, gennemgik herefter i alt ti års lønsedler. Her fandt hun dokumentation for, at Morten Janussen i alle årene kun havde fået udbetalt ordinær løntakst for ”merarbejde” og altså ikke det ekstra tillæg, som ”overarbejde” normalt udløser.
Læs Fagbladets historie her: Social- og sundhedsassistent får 'astronomisk' højt beløb tilbagebetalt efter fejl.
Første løntjek foregår ved ansættelsen
Men hvordan skal du selv gribe det an, hvis en kollega beder dig kigge lønsedlen igennem? Det første løntjek kan du hjælpe med allerede ved ansættelsen. Kontakt din nye kollega så hurtigt som muligt, helst inden tiltrædelsen eller straks derefter.
Du kan tilbyde at tjekke kollegaens ansættelsesbrev igennem for oplysninger om, hvorvidt kollegaen er rigtigt indplaceret i forhold til overenskomsten, om der står den rigtige stillingsbetegnelse og det aftalte timetal. Er der sammenhæng mellem erfaringer, kompetencer og løn? Er der mulighed for tillæg?
Husk, at det er FOA, der beslutter, hvem der kan underskrive aftalen. Det fremgår af din TR-aftale med FOA, om du er berettiget til at underskrive aftalen.
Læs mere om lønindplacering ved nyansættelse her.
Løbende tjek af lønsedler
Hvis en kollega senere i ansættelsen beder dig om hjælp til løntjek, finder du på hjemmesiden guides til de mest almindelige fejl, der kan være på en lønseddel, lige fra gennemgang af elementerne i lønsedlen til fx rettigheder, overenskomster og værktøjer som lønberegnere, lønmagasiner og lønstatistikker.
Du kan også du få gode råd i din FOA-afdeling og på FOA.dk.
Her finder du guiden til løntjek for ansatte på offentlig overenskomst og guiden til løntjek for ansatte på privat overenskomst.