Mentorordning
Særligt for tillidsvalgte

I FOA-Køge står mentorerne tæt om deres tillidsvalgte. "Det gav en kæmpe tryghed som nyvalgt", siger Lonni Kristensen, nu TR på 3. år. Tv ses faglig sekretær Maibritt Gisli. Th formand Pia Røn Larsen.

I Køge får alle nye tillidsvalgte en mentor

Som ny tillidsvalgt i FOA Køge får du, så snart dit valg er anmeldt, en invitation til kaffemøde, en startdato for grunduddannelsen og en mentor. Formålet er, at du aldrig må føle, at du står alene.

Af Nana Lykke

Social- og sundhedsassistent Lonni Kristensen arbejder på en rehabiliteringsafdeling i Solrød og er nu TR på tredje år. Hun kan godt huske, da hun fik sit allerførste spørgsmål som nyvalgt TR: 

- Det handlede om arbejdstidsaftalen. Det var så grænseoverskridende. Der var det megavigtigt, at jeg havde en mentor.

Som ny tillidsvalgt kan du have brug for en tæt sparringspartner for at kunne løfte opgaven med kvalitet og sikre, at du ikke bliver presset og ensom i hvervet. Den opgave tager de meget alvorligt i FOA-Køge, hvor de for et år siden startede en praksis, de kalder ”Køgemodellen”.

- Vi har en helt fast procedure, når vi får en anmeldelse om en ny tillidsvalgt. Vores sekretær, Charlotte Jørgensen, sender på stedet en velkomstmail ud til den nyvalgte med en invitation til kaffemøde i afdelingen og en dato for den dag, den tillidsvalgte skal starte på grunduddannelse. Hun booker også kalenderne for os, der skal deltage. Det er godt for de tillidsvalgte at få det på plads så hurtigt efter valget, siger faglig sekretær i FOA-Køge, Maibritt Gisli. 

Velkomstmøde med livline

På mødet får de en TR-taske med materiale, der passer til deres område, og de får information om GDPR, foa.dk, TR-app’en og mentorordningen.

- De får vores mobilnumre og besked om, at de kan ringe hele døgnet. FOA-Køge er ikke lukket om aftenen eller om søndagen, hvis der er rød alarm, som fx en tjenstlig samtale, der kan medføre bortvisning, siger Maibritt Gisli.

- Det velkomstmøde var vildt positivt, husker Lonni Kristensen. - Jeg mødte mentorerne på FOA-Køges kontor og blev meldt på TR-grunduddannelsen og på forberedende kurser. Og så fik jeg Maibritt som min mentor. Det var enormt trygt. 

På mødet bliver det gennemgået, hvad grunduddannelsen går ud på, og der kommer flere kurser i kalenderen, fx om bisidder og lønindplacering. Og så bliver der talt forventninger til rollen: om at overholde sin tavshedspligt, være loyal overfor sin afdeling og om at være en rollemodel. 

-  Vi giver dem ro og gør dem trygge. Og husker dem på, at de vil få gentaget det mange gange. Vi siger også, at hvis de bliver spurgt om noget, de ikke kan svare på, så er det ok at sige, at de finder ud af det og vender tilbage. De kan altid tage pausen og ringe til os, siger Maibritt Gisli.

Og så tilføjer hun:  - Vi gør det også for at få gode relationer, så de ikke stikker af. Og for at få nogle gode tillidsvalgte. Det er dem, der kender arbejdspladserne så godt.

Alle bør have en mentor

På Køge-kontoret er der i alt 138 tillidsvalgte. 63 arbejdsmiljørepræsentanter og 75 tillidsrepræsentanter medregnet fem FTR og otte TR-suppleanter. Maibritt Gisli er ansvarlig for TR’erne, næstformand Karin Hargreave er ansvarlig for FTR'erne og AMR’erne, og sammen med formand Pia Røn Larsen har de ansvaret for at uddanne de tillidsvalgte. Samtidig fungerer de alle som mentorer sammen med sekretær Charlotte Jørgensen og faglig konsulent Carsten Juncher Christensen.

Den administrative Køgemodel blev ”opfundet” for et år siden for at lette arbejdsgangene, sikre planlægningen og modernisere modtagelsen af de nye. Mentorordningen, der sikrer uddannelsen og understøttelsen af den nye tillidsvalgte, har nu fungeret i fem år. 

- Vi startede mentorordningen i 2017, fordi der var brug for mere sparring. De tillidsvalgte er ofte utrygge og usikre og tror ikke på sig selv, når de er helt nye, siger formand Pia Røn Larsen.

Maibritt Gisli siger: 

- De får at vide ved velkomstmødet, at de altid kan have os med. En helt ny TR, der skal have en tjenstlig samtale ugen efter, at de er valgt, kan have det svært, også på grund af tavshedspligt. De er meget bekymrede for, om de kan skade deres kollegaer.

- Det er en kæmpe tryghed, at de er så tætte sparringspartnere. Det ville jeg på ingen måde undvære. Alle bør have en mentor, siger Lonni Kristensen.

Grunduddannelsen giver dem alle grundprincipperne. Men det er ikke nok, mener Pia Røn Larsen:

- Vi hjælper dem konkret med udgangspunkt i, hvor de arbejder. Måske kender vi den person, de skal tale med. Eller arbejdspladsen. Så guider vi dem til at gå i dialog og ikke være for firkantede. Man kan ikke altid bare følge reglerne. Man skal tale sig til rette og kan nå målet af flere veje.

Køreplaner og daglig vejledning

Køgekontoret har uddelegeret mange opgaver til de tillidsvalgte og lavet vejledninger for fx lønindplacering af nyansatte, tjek af lønseddel, uenighedsreferater og de årlige lønforhandlinger. 

- Vi har en fuldstændig køreplan for, hvordan de skal tage fat i ledelsen i forbindelse med lønforhandling. I starten følger de med os som føl, siger Maibritt Gisli.

- Køreplanerne er lavet, så de passer til det sted, du forhandler, om det er Stevns, Solrød eller Køge. Der kan jeg se alt, hvad jeg skal gøre. Vi har stort fokus på lønforhandling, og der har aldrig været så gode forhåndsaftaler som nu, siger Lonni Kristensen.

Da afdelingen i FOA-Køge ikke er sektoropdelt, kan mentorerne blive ringet op fra alle arbejdspladser og ansættelsesområder lige fra fx svømmehallen til plejehjemmet. 

- Det kan være alt muligt. TR-rollen er den samme, lige meget hvilket område du arbejder på. Det er den, vi vejleder om, siger Maibritt Gisli.

- De ringer om alt det, de er usikre på, fx arbejdstidsaftalen, MED-systemet og de årlige lønforhandlinger. Alt er svært, når du er ny. Når de ringer udenfor åbningstid, er det som regel korte samtaler. Så beskriver de sagen og spørger, om der er noget, de ikke må overse. Vi starter altid med at spørge, hvad de selv tænker. For læringens skyld. Og bagefter får de selvfølgelig svaret. De er meget nervøse og vil ikke give forkerte svar, siger Maibritt Gisli.

TR-rollen kræver 4-årige valgperioder

Mentorordningen er vigtig for Lonni Kristensen:

- Jeg bruger den, når jeg har brug for det. Hvis der er en problematik, jeg ikke har prøvet før. Eller sager, hvor det måske er svært at balancere, fordi man både er TR og kollega. Afskedigelser fx, hvordan gør man det mest værdigt? Det er en kæmpe verden, man træder ind i. Så er det rart at være tæt på nogen, der har fodfæste, siger Lonni Kristensen.

Det er et dilemma, som Maibritt Gisli ofte optræder i som mentor.

- Det kan være, at de står med en god kollega, som måske har en sag, der ikke er god. Hvis de fx har lavet noget, der ikke er i orden. Her kan det være svært at have den kollegiale rolle samtidig med TR-rollen. Og i nogle tilfælde være nødt til at træde over i TR-rollen.

- De kommer også næsten alle sammen ud for en kollega, der bliver sur på dem, eller en leder der skælder dem ud. Så er det vigtigt at have nogen, der bakker op og siger, at de ikke altid behøver at være enige, siger Pia Røn Larsen.

Den omfattende læring er en del af grunden til, at FOA-Køge for fem år siden indførte 4-årige valgperioder.

- Der går jo lang tid, før man føler sig godt tilpas i rollen. Det var derfor, vi lavede det om. Så når de at blive mere sikre. Og vi håber, at de får blod på tanden og bliver her længe, siger Pia Røn Larsen.

- Men mentorordningen fortsætter også, selv om de bliver mere garvede, for det er blevet naturligt for os at reflektere over tingene. Så drejer det sig måske mere om spørgsmål som arbejdsmiljø, en ny ledelse eller situationen frem mod OK24 og knap så meget arbejdstidsaftalen, siger Maibritt Gisli.

Vores model virker

I FOA-Køge er de stolte af deres tillidsvalgte. Og der bliver stillet krav. Som TR i Køge skal man være synlig og præsentere sig overfor de nye. Man skal være FOAs forlængede arm og arbejde for nye medlemmer. Og så skal man lytte, være forstående og samarbejde med ledelsen. Det kræver ifølge Maibritt Gisli personlighed, ydmyghed, faglighed og samarbejde. 

- Det en udvikling, der går fra, at man ryster på hånden, første gang man skal ind til ledelsen, til man har en ligeværdig dialog. Der kommer mentorrollen så ind. Alle kan lære det. Og vi har rigtig mange gode tillidsvalgte. Også Danmarks bedste i 2022, siger Maibritt Gisli.

Pia Røn Larsen er enig i, at modellen virker:

- Men vi er også en lille afdeling, så på den måde kan vi nok lettere skabe nærhed og tryghed end større afdelinger. Og hvis vi ikke havde mentorordningen, så ville de føle sig alene og hoppe fra. Det er meget vigtigt for os, at vi har den. Også for dem, siger hun.

Maibritt Gisli er stolt over mentorordningen:

- De går jo svære ting igennem. Jeg føler næsten kærlighed til dem. Ud over medlemmerne er de tillidsvalgte de vigtigste, vi har. Og de gør det bragende godt, siger Maibritt Gisli.

Lonni Kristensen er glad for at være tillidsrepræsentant og føler, at hun har overskud til det, nu hvor hun har arbejdet på rehabiliteringscentret i otte år:

- Det er fedt at få lov at have de forskellige spændende kasketter på. Man får jo en miniuddannelse i samarbejde med ledelsen. Det er meget givende at få nogle kompetencer ud over sin faglighed. Og med mentorordningen sker det i et trygt miljø, siger Lonni Kristensen.

3 gode råd til dig, der er ny tillidsrepræsentant

Sune Rosdahl er FOA Køges regionale uddannelseskonsulent og har været med i udviklingen af FOAs mesterlæremateriale, som handler om relationen mellem en ny og en mere erfaren TR. 

- Det er væsentligt, at du som ny tillidsvalgt ikke føler dig alene, særligt i starten af hvervet. Derfor kan det være et godt greb, at du får en fast kontakt med en erfaren tillidsvalgt. Enten fra din FOA-afdeling eller fra dit eget netværk blandt tillidsvalgte. Mentorens opgave er at hjælpe dig med at navigere i alt, hvad du kommer ud for som tillidsvalgt. En slags GPS, siger han.

- En erfaren mentor kan også hjælpe med, hvordan du skal tage dialogen med ledelsen og med at gennemskue gruppedynamikker på arbejdspladsen, arbejdspladsens historie og de politiske dagsordner, som arbejdspladsen er en del af. Det faglige kan du læse dig til, men den erfarne mentor kan hjælpe dig med at omsætte læring til praksis, lægge planerne og vælge taktikken, siger Sune Rosdahl. 

Han har følgende 3 gode råd til dig, der er ny tillidsrepræsentant:

1. Få en sparringspartner
Hør – straks du er valgt - din FOA-afdeling, hvem der kan hjælpe dig med at få en fast sparringspartner. I TR-App’en kan du finde kontaktpersoner på valgte og ansatte i din FOA-afdeling.

2. Skab relationer
Søg fællesskaberne. Brug alle møder i FOA, som du inviteres til, til at skabe relationer, du kan sparre med. Det giver tryghed.

3. Søg de erfarne 
Tag fat i de erfarne tillidsrepræsentanter. Og gerne flere, da forskellige tillidsvalgte kan være gode til forskellige opgaver. Der er en stor akkumuleret viden at gå efter.