Det var her, i Industriens Hus, at 3F Transportgruppen og Dansk Industri i torsdags blev enige om en overenskomst for transportbranchen. En overenskomst, der har en afsmittende effekt på de overenskomster, FOA er ved at forhandle på det private område.
Foto:
Søren Nielsen
Ansatte på privat overenskomst
OK23: Det skal du vide som privatansat FOA-medlem
I sidste uge landede transportforliget mellem Dansk Industri og 3F. Det er vigtigt, da den aftalte lønstigning sætter retningen for, hvad privatansatte FOA-medlemmer har udsigt til.
Af: Jacob Kabel
FOAs ca. 3500 privatansatte medlemmer skal snart stemme om fornyelse af deres overenskomster. Men inden da skal alle detaljer falde på plads mellem forbundets forhandlere og de forskellige arbejdsgivermodparter, der blandt andet tæller Dansk Erhverv og Dansk Industri.
Men hvad kan medlemmerne så egentlig forvente?
Det gav sidste uges transportforlig en indikation af. Forliget er naturligvis kun gældende for transportsektoren, og her kan de ansatte se frem til lønstigninger på minimum 3.150 kroner, når aftalen er fuldt indfaset om to år.
Men transportforliget er et af de såkaldte rammesættende forlig, og det betyder i praksis, at indholdet af aftalen smitter af på en række andre overenskomster, heriblandt de ca. 20 overenskomster FOA forhandler på det private område. Det betyder ikke, at FOAs privatansatte medlemmer kan se frem til den samme lønstigning, men blot at de forventelige lønstigninger på FOAs områder kommer til at ligge i nogenlunde nærhed af dette.
I Fagbladet FOA kan man læse, at næstformand Thomas Enghausen er fortrøstningsfuld forud for FOAs egne forhandlinger, der startede denne uge og forventes at løbe de næste par uger.
Den udtalelse baserer han både på løndelene og på en række andre spændende elementer fra transportforliget, der tæller forbedringer af arbejdsmiljøet, en styrkelse af tillidsrepræsentanternes forhold samt tiltag på videre- og efteruddannelsesfronten.
FOAs forhandlere har travlt i de kommende to uger, hvor aftalerne skal lukkes. Når alle forlig er indgået, sendes de til afstemning blandt lønmodtagere og arbejdsgivere, og hvis der stemmes ja, træder de nye overenskomster i kraft per 1. marts i år – altså med tilbagevirkende kraft.