Flere end 60 friske tillidsrepræsentanter fra FOA Silkeborg-Skanderborg var samlet til to dages seminar, der blandt andet handlede om lønkampagnen.
Foto:
Jacob Kabel
Vær med til at kæmpe for bedre løn til FOAs medlemmer
Forberedelserne til FOAs lønkampagnes næste store peak er i fuld gang, og til maj skal ingen i det ganske land være i tvivl om, at FOAs medlemmer er langt mere værd, end man kan aflæse på deres lønsedler. Læs med her, hvis du vil være med til at sætte den lønmæssige uretfærdighed på dagsordenen.
Af: Jacob Kabel
”Det, jeg laver, er mere værd end det, jeg får.” Sådan lød en linje i arbejdersangen ”Sang om merværdi”.
Om man kan lide den røde sangskat eller ej, så er det noget om snakken, når man ser på det arbejde, FOAs medlemmer udfører, og den løn, de får for det. Og det skal der nu sættes fokus på, når FOAs lønkampagne til maj igen stikker snuden frem.
Synes du også, at FOA medlemmernes løn er uretfærdig lavt? Og har du også lyst til at være med til at råbe op om det?
Prøv at spørge dig selv, hvad du og dine kolleger oplever at uretfærdigheder i jeres arbejdsliv? Hvilke uretfærdigheder handler om løn?
Det kan være mange ting. Synes du fx, at det er grundlønnen for velfærdsansatte, den er gal med? Eller er du gang på gang blevet mødt af ’kassen er tom’, når der skal forhandles lokalløn?
De ting skal vi i fællesskab sætte spot på i maj.
Lokalt fokus
Kampagnens overordnede fortælling er fortsat, at ”Mere lighed løfter os alle”, men hvor temaet i september måned var værdien af det arbejde, medlemmer udfører, udvides paletten nu, så den også rummer den uretfærdige aflønning af arbejdet.
Og hvor kampagnen tidligere primært har været løftet fra forbundshuset på Staunings Plads i København, har FOAs hovedbestyrelse denne gang besluttet, at den i langt højere grad skal leve ude i lokalafdelingerne.
Mange afdelinger forbereder derfor i øjeblikket for fuld skrue. FOA Silkeborg-Skanderborg havde eksempelvis samlet mere en 60 tillidsrepræsentanter til workshop i midten marts. Her skulle deltagerne blandt andet lære at formidle uretfærdige løn- og arbejdsvilkår i form af læserbreve, opslag på sociale medier og aktivistiske happenings.
Tanken bag det lokale fokus handler om at skabe fornemmelsen af en bred utilfredshed med lønniveauet for FOAs faggrupper. Hvis der er stemmer på tværs af Danmark, der samstemmende italesætter den lønmæssige uretfærdighed, FOAs medlemmer udsættes for, vil budskabet nå både de centrale beslutningstagere på Christiansborg og de decentrale ude i kommuner og regioner.
Har du lyst til at være én af de mange, der bidrager til kampagnen, så tag enten fat i din afdeling eller i Jacob Kabel fra FOA Kommunikation (jacka@foa.dk). Det kan fx være, at du mener, det er uretfærdigt, at de kommunale chefer rager markant højere lokallønsmidler til sig end FOAs faggrupper, eller måske har du gentagne oplevet, at ”kassen er tom”, når der skal forhandles lokalløn. Disse uretfærdigheder skal vi råbe op om i maj måned.