Debat med Harald Børsting om trepartsforhandlingerne

Der var et stort fremmøde, da LO formand Harald Børsting var i Århus for at debattere trepartsforhandlingerne med fagforeningsfolk fra hele Østjylland, men der var ikke den store opbakning til ideen om at arbejde mere.

170 tillidsvalgte mødte op, da HK Østjylland lagde lokaler til debatmødet med Harald Børsting. LO formanden forsøgte den første halve time at forklare, hvorfor de danske lønmodtagere skal arbejde mere i fremtiden.

- Jeg tror på perspektivet i den 2020-plan, der er lagt frem. Hvis vi gerne vil fremtidssikre vores velfærdssamfund, altså skabe et råderum til investering i sundhed, uddannelse og forskning, så mener jeg, at den klogest og mest retfærdige vej til det, er at få gang i væksten, få gang i beskæftigelsen, og når der er det, så arbejder vi lidt mere, sagde Harald Børsting blandt andet.

Der var opbakning til blandt andet ideen om mere uddannelse, men ingen støttede forslaget om flere arbejdsdage, og der var en ivrig debat efter Harald Børstings oplæg. Mange lagde vægt på, at det er svært at forklare kollegaerne, hvorfor de skal arbejde mere, når der i forvejen er blevet skåret på flere områder.

Debatten varede to timer, og formanden for LO Århus, Anders Munk, var enig med mange af de tillidsvalgte.

- Jeg håber da på, at trepartsforhandlingerne ender med, at der kommer en aftale, som tilgodeser os i fagbevægelsen i forhold til de ting, som vi har givet afkald på sidste år, sagde Anders Munk.

Den 15. juni er der debatmøde i Nørrebrohallen i København for tillidsvalgte fra hele Danmark.