TV: Barskt praktiksted nomineret
Hæmatologisk afdeling R på Århus Universitetshospital er et barskt sted at arbejde. Patienterne er nemlig meget syge, og det er ofte hårdt for både dem og medarbejderne. Alligevel tøver to elever ikke med at nominere afdelingen til Årets Praktiksted.
Af: Peter Justesen
Social-sundhedsassistent eleverne Lene Fischer og Trine Luchetti har nomineret Hæmatologisk afdeling 170 på Århus Universitetshospital til Årets Praktiksted, og de er ikke i tvivl om, at afdelingen fortjener prisen.
- Afd. 170 er en afdeling, der på trods af sorg, krise og patienternes dårlige prognoser, rummer stor livsglæde. Og man kan se patienterne trives så godt, de nu kan under omstændighederne. Afdelingen har stort fokus på de pårørende og kommunikerer bare så godt med dem, skriver de blandt andet i nomineringen.
De peger begge på de gode kollegaer og på praktikvejleder Lise Rasksen som nogle af de vigtige grunde til det gode praktikforløb. Der har nemlig hele tiden været grundigt tilrettelagte planer for eleverne, og de har altid haft mulighed for støtte og hjælp.
De faglige udfordringer har også været gode, og kombinationen mellem teori og praksis har været optimal. Begge føler, at de har haft det perfekte praktikophold.
- De fortjener den hyldest, for det har bare været et kanon praktikforløb. Vi har lært så meget og mødt en masse dejlige mennesker – både patienterne og personalet, og det har simpelthen bare været så fantastisk, siger Trine Hjort.
- Det har virkelig været en aha-oplevelse – så fantastisk. Selvfølgelig håber jeg på, at de vinder, slutter Lene Fischer.
Finalen afholdes på Social- og sundhedsskolen i Århus fredag d. 9. november. Hvis du har en kandidat til Årets Praktiksted, så send en mail til aarhus@foa.dk.