TV: Tilstrømning til krisemøde om ældrepleje
Omkring 100 medlemmer kom i går aftes til krisemøde hos FOA Århus. Utilfredsheden med forholdende i ældreplejen er stor, og mange føler ikke, at borgerne får en ordenlig behandling.
Af: Peter Justesen
Mødet begyndte kl. 19, og omkring 100 medlemmer mødte frem, og der var stor enighed om, at grænsen er nået.
- Jeg er rigtig stolt af at være social- og sundhedshjælper, og det føler jeg ikke rigtigt, at jeg er i disse tider, fordi vi er for pressede, og der er så meget af det, jeg har lært, og alt det vi kan, som jeg ikke kan få lov til at vise, og som jeg ikke kan få lov til at hjælpe de gamle med, sagde Linda Klosterskov Jensen fra Cereshuset.
På mødet blev der talt om forholdene, og der var masser af historier om dårlige normeringer, der blandt andet betyder, at de ældre på grund af tidspres ikke får nok mad og drikke, ikke altid får medicin til tiden og ikke kan forvente, at komme på toilettet, når de skal.
Mødet sluttede ca. 21.00, og næste skridt tages på mandag. Her møder FOA Århus og plejepersonalet social- og sundhedsudvalget for at fortælle politikerne, hvad de mener om kommunens kvalitetsstandarder på ældreområdet.