TV: Bred støtte til lærerne
På tværs af alle faggrupper samledes tusindvis af demonstranter onsdag på Rådhuspladsen i Århus for at markere solidaritet blandt fagforeninger og for at støtte lærernes konflikt.
Af: Peter Justesen
Der var musik, forårsstemning og kampgejst til lærernes demonstration, og der var bred støtte fra de lokale fagforeninger. Både BUPL, Metal og FOA mødtte op, og formanden for LO Århus Anders Munk fik masser af bifald, da han talte til de mange fremmødte.
- Det er lykkedes for jer at forklare, hvorfor Kommunernes Landsforening i samarbejde med regeringen har valgt en strategi, der ikke har noget som helst med frie forhandlinger at gøre, sagde Anders Munk blandt andet.
FOA Århus mener også, at støtten er nødvendig, for at lærerne kan få ordenlige forhandlinger. Mange fagforbund frygter nemlig, at regeringen fortsætter sin strategi på eksempelvis sundhedsområdet.
- Set i lyset af, at vækstplanen varsler, at 12 mia. skal finansieres af offentlige ansattes arbejdstidsregler, så er den her kamp i virkeligheden et meget vigtigt skridt på vejen mod vores egne overeneskomstforhandlinger i 2015, sagde formand for FOA Århus Kirsten Normann Andersen.
Dagens demonstration var især rettet mod regeringen, Bjarne Corydon og Kommunernes Landsforening, men dagens happening var til byrådsflertallet, der støtter lockouten. Først lavede demonstranterne en voldsom larm i 30 sekunder. Så stoppede alle med at larme og vendte samtidig ryggen til rådhuset i knap et minut.
Da byrådsmødet begyndte kl. 16.00 sluttede demonstrationen.