TV: Færre regler giver mere velfærd
I København vil politikerne nu have mindre bureaukrati og mere plads til medarbejdernes faglighed, og det bør Århus lade sig inspirere af. Det mener flere politikere i Århus Byråd.
Af: Peter Justesen
I Københavns Kommune har politikerne sat tillid på dagsordenen. Det betyder, at det i højere grad skal være op til de ansatte i hjemmeplejen at vurdere, hvor meget hjælp borgerne har brug for.
Tidligere kunne borgerne visiteres til op til 70 forskellige enkeltydelser, men den model er blevet kraftigt forenklet, så de ansatte på dagen kan afgøre, om en borger har mere eller mindre brug for hjælp, og det har frigivet ressourcer, blandt andet fordi de ansatte skal dokumentere mindre end før.
Den såkaldte "Tillidsdagsorden" er skrevet ind i budgetforliget for både 2013 og 2014. Det er dog ikke sådan, at Københavns kommune vil afskaffe alle regler. Budgetforliget fastslår, at regler kan lette arbejdsgange, når ensartede arbejdsopgaver udføres flere gange, ligesom der kan være myndighedsopgaver, som kommunen skal udføre efter bestemte regelsæt.
Københavns Kommune forventer også en forenkling på plejebolig-området fra årsskiftet, og i Århus mener flere politikere, at byen bør lade sig inspirere af modellen i København.
- Jeg synes, den har rigtig mange gode elementer, siger byrådsmedlem Thomas Medom fra SF, der gerne vil have et opgør med den måde borgerne tildeles ydelser på.
Kommunen har forsøgsvis afskaffet ydelserne på Plejeboligerne Vestervang. Har har de ansatte i stedet fået et fast budget, og det har blandt andet skabt større incitament til at rehabilitere de ældre, fordi budgettet ikke bliver mindre, når borgerne bliver mere selvhjulpne.
Den model vil Thomas Medom gerne udbrede til resten af kommunen, og flere andre byrådsmedlemmer mener, at Århus bør overveje nye muligheder.
- Jeg synes, at det er vildt spændende. Alle kommuner snakker om effektiviseringer, men her har vi, tror jeg, en mulighed for at hente penge til kerneydelsen, siger byrådsmedlem Jette Jensen fra Enhedslisten.
- Jeg synes, det er sympatisk, at man går ind og samarbejder om tillid, og der er også et økonomisk incitament, så jeg synes, det er værd at kigge på i Århus, siger byrådsmedlem Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet.