TV: FOA Århus fejrer jubilarer
Ved årets jubilæumsfest deltog blandt andre 90-årige Gerda Pedersen, der havde 65 års jubilæum. Gæsterne blev fejret med god mad, musik og underholdning.
Af: Peter Justesen
Klokken var omkring 18, da de mange jubilarer strømmede ind på centralværkstedet i Århus. Aftenen begyndte med en lille velkomstdrink, og de over 100 jubilarer var glade. Helt specielt var det for 90-årige Gerda Pedersen. Hun kunne nemlig fejre 65 års jubilæum.
- Jeg begyndte på Kommunehospitalet 1. maj 1948. Jeg har det godt, og jeg synes ikke, at det er længe siden, jeg var til 60 års jubilæum, fortalte Gerda Pedersen.
Formand for FOA Århus Kirsten Normann Andersen bød velkommen med en kort tale om forandringer igennem tiderne, og kort efter fik gæsterne serveret lækker lækker hjemmerøget laks med dressing og grøntsager.
Der var naturligvis også god vin og levende musik, og snakken rundt om ved bordene kom hurtigt godt i gang.
Til hovedret var der 17 timers langtidsstegt kalv med dejligt tilbehør og flødekartofler, og desserten bestod af to gange pistacie i både kage og is og dertil bær og karamel serveret med kaffe ad libitum og underholdning ved den erfarne entertainer John Nørgaard.
I alt deltog 117 jubilarer i festen, og de hyggede sig frem til afslutningen kl. 22.00.