TV: Fokus på OK15
Der blev diskuteret og snakket meget om de kommende overenskomstforhandlinger, da FOA Århus afholdt årets generalforsamling, og der var enighed om, at der skal kæmpes for for de faglige rettigheder.
Af: Peter Justesen
Generalforsamlingen begyndte med smørrebrød, øl, vand og en enkelt sang. Så blev der aflagt regnskab, og efterfølgende gav formand Kirsten Normann Andersen sin beretning, hvor hun blandt andet efterlyste medlemmernes holdning til de kommende overenskomstforhandlinger.
- Medlemmerne er og bliver organisationens muskler. Så hvor stærke er vi? Kan vi samle os om få men stålsatte krav, spurgte Kirsten Normann Andersen de fremmødte, og det gav en god debat, hvor de fleste af medlemmerne mente, at der skal kæmpes for rettighederne.
- Ellers ender det med, at vi får nogle forfærdelige arbejdstider, vi får måske delte vagter, og det ender med, at ledelsen kan bestemme fuldstændigt over vores liv, sagde social- og sundhedshjælper Susanne Hovgaard.
Der var også krav om bedre arbejdsmiljø og bedre løn, og debatten fortsatte frem til lagkage, kaffe og underholdning. Her stod debattør Mattias Tesfaye for et underholdende og spændende oplæg om respekten for faglighed.
Generalforsamlingen sluttede omkring kl. 22.00.