TV: Protester mod besparelser
Byrådspolitikerne i Århus fik onsdag d. 21. januar en påmindelse af mange forskellige borgere. Århus Mod Velfærdsforringelser afholdt nemlig demonstration mod det sparekatalog, som byrådet skulle behandle samme aften.
Af: Peter Justesen
Omkring 100 borgere mødte frem, da initiativet "Århus Mod Velfærdsforringelser" afholdt demonstration foran Århus Rådhus, før byrådet skulle behandle det sparekatalog, der kommer til at betyde nedskæringer i Århus Kommune for en milliard kr. over de næste fire år.
Besparelser der skal gennemføres, fordi regeringen kræver at kommunerne afleverer 1% af budgettet i det såkaldte omprioriteringsbidrag.
- 2016 bliver ikke så hårdt, men både i 2017, 2018 og 2019 kommer det til at se rigtig voldsomt ud, og vi kan se, at kommunen har haft svært ved at finde besparelser, da rigtig mange af besparelserne slet ikke har fået noget navn endnu, og kommunen forestiller sig, at mange af besparelserne kan findes ved at effektivisere uden at vide, om det faktisk kan lade sig gøre, sagde formand for FOA Århus Kirsten Normann Andersen.
Borgmester Jacob Bundsgaard afviste, at der ikke er lavet et komplet spareforslag, men er ærgerlig over, at besparelserne overhovedet er nødvendige.
- Jeg synes ikke, at det rart at skulle igennem en stor sparerunde i Århus, også fordi vi synes, at vi har haft styr på økonomien. Vi har passet godt på pengene, og vi har nogle medarbejdere, der i forvejen virkelig knokler. Så omprioriteringsbidraget, der er den direkte årsag til spareplanerne, kunne vi godt have været foruden for at sige det mildt, sagde Jacob Bundsgaard (S).
Demonstrationen sluttede efter godt 30 minutter i hård frost kl. ca. 19.00, da byrådsmødet gik i gang.