TV: Flere FOA-jobs på Sterilcentralen
På Aarhus Universitetshospital arbejder 45 FOA-medlemmer i døgndrift med at sterilisere operationsudstyr, hjælpemidler og meget andet, så resten af sygehuset kan fungere. Der er ingen kontakt til patienter, men de ansatte elsker deres arbejde og synes, det er spændende med de tekniske udfordringer.
Sterilcentralen på Aarhus Universitetshospital rengører og steriliserer instrumenter for samtlige afdelinger på hele hospitalet.
Arbejdet er meget teknisk, og det kræver stor specialviden. Der er i alt 45 FOA medlemmer ansat, primært social- og sundhedsassistenter, og selvom de ikke har nogen kontakt til patienter overhovedet, så er de glade for deres arbejde, fordi det er meget specialiseret.
- Det kræver en viden og en teknik, så man kan få instrumenterne skilt ad og behandlet på den rigtige måde, så de bliver rene, fortæller social- og sundhedsassistent May-Britt Stokholm Jensen.
Hendes kollega Birgit Lindhøj er enig.
- Man finder ud af, at det er et speciale. Det er ikke en retræteplads, det er et sted, hvor der hele tiden er faglig udvikling, og så er det en arbejdsplads, hvor der er fokus på at have det godt sammen, siger hun.
Sterilcentralen har inden for de sidste tre måneder fået over dobbelt så mange medarbejdere, fordi flere og flere afdelinger flytter op til det nye hospitalsbyggeri. Men der er brug for endnu flere kollegaer, og opfordringen fra medarbejderne er klar.
- Hvis der er social- og sundhedsassistenter derude, kom og hjælp, kom og se, hvad det er, vi laver. Vi mangler flere hænder, siger May-Britt Stokholm Jensen.