Video: Silobrand på Studstrupværket belaster personalet
Østjyllands Brandvæsen har siden d. 22. september kæmpet med den store silobrand på Studstrupværket, og det kræver en ekstraordinær stor indsats af brandfolkene.
Af: Peter Justesen
Branden på Studstrup kræver døgnarbejde af 40 til 60 personer i dagtimerne og 20-30 i nattetimerne, og det er en stor udfordring for personalet hos Østjyllands Brandvæsen. Holdleder Bo Schou fra Østjyllands Brandvæsen fortæller, at silobranden er en af de mest mandskabskrævende opgaver, han nogensinde har været med til.
- Det påvirker os både fysisk og mentalt. Fysisk, fordi, det er tunge slanger, og det er hårdt arbejde med masser af løft, og det sker ofte med røgdykkerudstyr. Flere af mine kolleger fortæller, at de er vågnet om natten med kramper i benene. Mentalt er det også hårdt, både fordi brand i sig selv altid er en belastning, men også på grund af det ekstra pres, der er, fortæller han.
Ledelsen hos Østjyllands Brandvæsen prøver at forebygge det store pres ved at dele personalet op i nogle rul. De fastansatte, der er i døgnvagt på stationerne, arbejder ude på Studstrup fra kl. 8.00-16.00. Fra kl. 16.00 overtager de deltidsansatte frem til kl. 24.00, så de også kan passe deres normale arbejde i dagtimerne. Derefter kører de fastansatte igen to rul af 4 timer fra kl. 00.00 til 08.00.
Østjyllands Brandvæsen har ca. 400 medarbejdere fordelt på fuldtidsansatte, deltidsansatte, frivillige og juniorbrandmænd. De dækker godt 1.244 km2 og rykker ud fra 11 forskellige brandstationer i det østjyske. Falck driver stationen i Galten og Samsø Redningskorps driver stationerne i Nordby og Tranebjerg.
Nervøse for endnu en storbrand
Lige nu er alle ressourcer i brug, og både Bo Schou og ledelsen er bekymrede for, at der kommer en hændelse, der er større end dem, der normalt er i hverdagen.
- Hvis vi får en opgave, der er stor, så kan vi ikke klare det. Der er vi alt for pressede, og så kommer vi på hælene. Så skal vi have assistance udefra, og så må vi se, hvad vi selv kan gøre, indtil der kommer hjælp, og det kan jo tage tid. Og så bliver det igen en større opgave for os, fortæller han.
Ingen tidshorisont endnu
Indtil videre har branden raset siloen i Studstrup i 14 dage, og der er stadig ikke nogen, der med sikkerhed kan sige, hvornår det slutter. Der er både kommet fjernstyret gravko og maskiner til at kværne og slukke de brændende træpiller, efter de er blevet gravet ud, men det er stadig en kæmpestor opgave, der godt kan tage meget lang tid endnu.
- Vi ved ingenting. Hvis det går godt, er det måske en uge eller to, og hvis det går skidt, så kan det tage måneder. Vi ved det simpelthen ikke, men vi håber selvfølgelig på, at det overstået så hurtigt som muligt, slutter Bo Schou.
Der var 56.000 tons træpiller i siloen, da den brød i brand. Det er indtil videre lykkedes at fjerne omkring 18.000 tons træpiller.