Video: Vandt DM Skills for serviceassistenter
Jesper Løvig Kanstrup vandt lørdag DM SKills for serviceassistenter. Han er glad for den nye titel, men hans primære mål med deltagelsen er at udbrede kendskabet til faget.
Lørdag d. 30. april kunne Jesper Løvig Kanstrup række hænderne i vejret og juble, da han vandt DM Skills for serviceassistenter med speciale i hospitals-service.
Men hans primære formål med deltagelsen var at udbrede kendskabet til serviceassistentuddannelsen.
- Mit mål var at få vist, at vi som serviceassistenter ikke kun gør rent, men at vi har mange andre funktioner, fortæller han.
Jesper Løvig Kanstrup har udover rengøring også forflytning, alarmkald til hjertestop, kørsel med akutpatienter fra helikopterplatformen og meget andet, og han synes, det er et spændende arbejde. Derfor vil han også gerne have flere unge ind på uddannelsen.
- Vi kæmper meget med at få unge serviceassistenter. Det er som om, at de har det som et bijob og er her et halvt eller helt år, og så skal de videre. Så jeg håber, at der er nogle unge mennesker, der kan se, at det er et fedt fag, vi har, slutter han.
Poul Nyrup Rasmussen var på scenen og overrakte beviset på Jesper Løvig Kanstrups nye DM-titel. Foto: SkillsDenmark