Video: Velfærdstalent fik blomster og gavekurv på arbejde
Louise Velgaard Hansen er en af de dygtige 100 velfærdstalenter fra 2023, og hun var glad for et besøg og den anerkendelse, der følger med prisen.
Af: Peter Justesen
Hvert år fejrer Pensam og FOA 100 nominerede velfærdstalenter i Velfærdens Talent 100, der får prisen, fordi de yder en ekstraordinær indsats på deres arbejdsplads. Alle kolleger, borgere og arbejdspladser kan indstille kolleger, og formålet er, at anerkende og sætte spot på nogle af de faggrupper, som ikke altid hyldes i den grad, som deres arbejde fortjener. Det eneste kriterium for at indstille er, at kollegaen er ansat i en af FOA´s faggrupper og at personen er under 36 år gammel.
I år var det så blandt andet Louise Velgaard Hansen, der er ansat som social- og sundhedsassistent på Fortegaarden i Risskov, og hun var glad og rørt, da formand for Social- og sundhedssektoren Jette Ohlsen fra FOA Århus tog ud for at anerkende hendes indsats og nominering som en af årets Velfærdens Talent 100.
- Det føles rigtig godt, at blive anerkendt for sit arbejde, specielt når man selv føler, at man gør den ekstra indsats, når man er her. Det kan jo godt været et både mentalt og fysisk hårdt arbejde, så derfor er det dejligt at blive anerkendt i det. Det giver sådan lige lidt ekstra blod på tanden, sagde Louise Velgaard Hansen.
Det er seks år siden, at FOA og PenSam for første gang fejrede velfærdstalenterne, og det var som udgangspunkt for at sætte fokus på nogle faggrupper, der har brug for mere anerkendelse med det vigtige arbejde, som de hver dag udfører.