Serviceassistent får over 175.000 kr.
Efter en arbejdsulykke på Århus Universitetshospital får en serviceassistent over 175.000 kr. i erstatning.
Af: Anders Schou
Først ville Region Midtjylland ikke udbetale erstatning til en arbejdsskadet serviceassistent. Men da FOA Århus anlagde sag, erkendte regionen sin erstatningspligt få dage før retssagen skulle begynde.
- Uden FOA havde jeg aldrig rejst den sag. Jeg har fået en fantastisk hjælp, siger serviceassistent Tove Koch Hansen.
Arbejdsulykken skete på Århus Universitetshospital, hvor Tove Koch Hansen 18. april 2012 kørte en sengeliggende patient ind i en elevator. Elevatorstolen var placeret 25-30 cm under dørniveau, og da sengen faldt ned i elevatoren holdt Tove Koch Hansen fast i sengen, fordi hun ville forhindre, at patienten faldt ud.
- Det gav et smæld i min nakke og den ene skulder, fortæller hun.
Efter ulykken var Tove Koch Hansen sygemeldt, og hun blev opereret i skulderen. Den er nu ”frossen”, og hun kan ikke bevæge den så meget som normalt. Serviceassistenten forsøgte at genoptage sit arbejde på hospitalet, men det var for hårdt, og i dag har Tove Koch Hansen et fleksjob tre timer dagligt som voksenpiccoline i entreprenørfirmaet, Enemærke og Petersen.
Region Midtjylland afviste først at betale en arbejdsskadeerstatning til Tove Koch Hansen. Regionen mente, at hun skulle have tjekket om elevatorstolen var på plads, inden hun kørte sengen ind.
- Det var som om, de gav mig skylden, og det var hårdt, fortæller Tove Koch Hansen.
Derfor anlagde FOA Århus en retssag mod Region Midtjylland.
Få dage før retssagen skulle begynde, indgik Region Midtjylland et forlig. Her erkendte regionen, at den var erstatningsansvarlig og skulle betale det beløb – over 175.000 kr. – som FOA Århus havde krævet på Tove Koch Hansens vegne.