Julehilsen fra FOA Århus

En julehilsen fra FOA Århus

Kære FOA-medlemmer, tillidsvalgte og samarbejdspartnere

2020 er snart slut, og det har været et helt specielt år, ligesom vi snart skal fejre en helt speciel jul.

Mange FOA Århus-medlemmer har stået og står forrest, når det gælder om at håndtere coronaepidemien. Tak for jeres store og vigtige indsats.

Coronasituationen har også betydet nye betingelser for vores faglige arbejde. Også en stor tak til alle som har bidraget til, at fagforeningen fungerer og kan hjælpe medlemmerne i en situation, som er ny, anderledes og vanskelig.

Heldigvis tyder meget på, at vi til næste år gradvist kan leve mere og mere normalt, når flere og flere bliver vaccineret. For coronatrætheden breder sig naturligt nok, selvom epidemien her i landet har betydet mindre sygdom og død og også færre restriktioner end mange andre steder.

Det er ikke tilfældigt. Vi lever i et samfund, hvor fællesskabet og omsorgen for de svageste betyder meget for mange. Det er værdier, som også er fagbevægelsens. Og da epidemien ramte, havde vi en regering, som hellere ville handle for tidligt end for sent.

Den nye finanslov fra regeringen og dens støttepartier peger også i den rigtige retning. Efter mange års nedskæringer er vi stadig ikke i mål, men der er flere penge til velfærd, som for eksempel flere ansatte i ældreplejen og en hurtigere indførelse af minimumsnormeringer i daginstitutionerne.

I det nye år skal vi i gang med OK21, som bliver en helt speciel OK-situation, som vil blive påvirket af, hvordan coronasituationen udvikler sig. Lad os håbe og arbejde på et godt resultat, selvom også det forløb kan blive vanskeligt.

Men først skal vi fejre jul og nytår og forene traditionel hygge med coronaens krav til, hvordan vi viser omsorg for hinanden.  

FOA Århus ønsker, at alle får en god jul og et godt nytår.

 

På afdelingens vegne

Inge Jensen Pedersen
Afdelingsformand
Julehilsen fra FOA Århus