En julehilsen fra FOA Århus
Kære FOA-medlemmer, tillidsvalgte og samarbejdspartnere
Julen og nytåret nærmer sig, og vi kan se tilbage på et år, hvor vi fik overenskomster, der gav historiske lønstigninger for store kvindedominerede FOA-faggrupper. OK24 fordelte nemlig både de almindelige overenskomstmidler og de særlige lønløft fra trepartsaftalen, og den massive lønfremgang samlet set er et stort fremskridt for de mange berørte medlemmer og for ligestillingen mellem mænd og kvinder. Ligesom det er et fremskridt, at vi ved OK24 slap af med de laveste løntrin i vores overenskomster, som derfor løfter de lavest lønnede FOA-medlemmer.
Trepartsaftalen betyder samtidig, at flere skal tilbydes fuld tid. Det vil også give mange FOA-medlemmer en bedre økonomi umiddelbart og en væsentligt højere pension, når den tid kommer. Og flere får en mulighed for at sætte arbejdstempoet lidt ned, hvis arbejdspladserne sjældnere mangler arbejdskraft.
Det er naturligvis afgørende, at FOA medlemmernes arbejdsforhold så også sikrer, at de kan holde til at arbejde på fuld tid. Det betyder, at arbejdsopgaverne skal blive mere varierede, og at arbejdsmiljøet i det hele taget skal blive bedre. Og på arbejdspladserne og i fagbevægelsen skal vi tale med hinanden om, at fuld tid måske fremover skal være 35 timer om ugen.
En 35-timers arbejdsuge vil gøre det attraktivt for flere at gå på fuld tid, og det kan få stor betydning i de mange FOA-fag, hvor deltid i dag snarere er reglen end undtagelsen.
En 35-timers arbejdsuge handler også om rimelighed. De sidste mange år er lønmodtagernes produktivitet hele tiden steget; vi producerer flere og flere varer og tjenesteydelser på kortere og kortere tid – tænk for eksempel på de mange hospitalsbehandlinger, der i dag er ambulante, og som tidligere krævede ofte langvarige indlæggelser.
Men i snart 35 år har vi haft en 37-timers uge, og det er en historisk set meget lang periode uden en arbejdstidsnedsættelse. Lønmodtagerne plejer nemlig at få en del af produktivitetsgevinsten som nedsat arbejdstid, og der har længe været et solidt grundlag for at sænke arbejdstiden. Så det skal ske snart.
En 35-timers arbejdsuge vil kræve diskussioner og aktivitet som altid, når vi gør fremskridt. Og inden da skal vi nyde den kommende højtid.
Glædelig jul og godt nytår!
Mette Fuglsig Schjødt, fagforeningsformand