Sammenlægning af FOA Sønderborg og FOA Sønderjylland

Ingen kan alt. Alle kan noget. Sammen kan vi endnu mere.
Carl Scharnberg (1930-1995)

Kære alle medlemmer og tillidsvalgte fra FOA Sønderborg og FOA Sønderjylland


Fremtidens sønderjyske FOA-fagforening

I slutningen af april skrev vi til jer for at fortælle, at bestyrelserne FOA Sønderborg og FOA Sønderjylland nu var gået i gang med at undersøge muligheden for, at sammenlægge de to fagforeninger.

Nu skriver vi til jer igen. Bestyrelserne er nemlig kommet frem til, at det faktisk giver rigtig god mening, hvis vi lægger os sammen. Vi ønsker at gøre den samme forskel for medlemmerne og for velfærden.
Og hvis vi lægger os sammen, vil vi kunne gøre en større forskel.

  5 ting vi kan gøre, når vi gør det sammen

  Når vi lægger FOA Sønderborg og FOA Sønderjylland sammen, kan vi skabe et større og stærkere
  sønderjysk FOA-fællesskab.

  Som medlem vil du derfor opleve, at vi: 

  1. skruer op for vores faglige service med fokus på bedre løn og ansættelsesforhold
  2. skruer op for opbakningen af tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter på arbejdspladserne
  3. øger samspillet med faggrupperne. Alle faggrupper, både små og store, skal opleve, at FOA arbejder for deres fag, faglighed og uddannelse
  4. giver kommunale, regionale og private arbejdsgivere et kritisk og konstruktivt med- og modspil
  5. øger vores indflydelse på rådhusene og i regionshuset. Politikerne skal vide, at det er nyttigt at lytte til FOA, før de prioriterer.

4 ting vi kan svare på

Indtil videre kan vi besvare fire spørgsmål om det beslutningsforslag, som bestyrelserne er i gang med at udforme:

  • Hvad skal vi hedde? 
    Valget af navn afspejler hvor vi kommer fra og hvem vi er. Uanset om du kommer fra Gram, Nordborg, Haderslev, Løgumkloster, Tønder, Aabenraa eller Sønderborg, er du sønderjyde. Derfor kommer vi til at kalde os FOA Sønderjylland.
  • Hvor vil det nye fagforeningskontor ligge?
    Hovedkontoret vil være i Rødekro. Vi beholder kontoret i Sønderborg, som stadig vil blive brugt til medlemsbetjening og medlemsaktiviteter.
  • Hvem vil udgøre formandskabet?
    Bent Holm Poulsen bliver formand og Karsten Wohlgemuth bliver næstformand.
  • Hvem kommer til at sidde i den politiske ledelse?
    Udover formandskabet vil den politiske ledelse bestå af:
  • Gitte Mikkelsen som formand og en ny valgt næstformand (fra FOA Sønderjylland) på det pædagogiske område.
  • Tom Hende Svenson som formand og Eva Strandbygaard som næstformand for social- og sundhedsområdet.
  • David Hildebrandt bliver faglig konsulent med ansvar for serviceområdet, som omfatter det nuværende kost og service-, samt teknik og serviceområde.


Forløbet 
frem til at vi kan stifte en ny sønderjysk FOA-fagforening

Der er to etaper:

Etape 1 - Bestyrelserne udformer et fælles forslag frem til midten af september
De to fagforeningsbestyrelser udformer sammen et forslag til, hvordan vi kan sammenlægge FOA Sønderborg og FOA Sønderjylland. Undervejs involverer bestyrelserne sektorbestyrelser og tillidsvalgte for at få feedback. I midten af september sender bestyrelserne deres fælles forslag ud til alle medlemmer og tillidsvalgte. Samtidigt indkaldes der til generalforsamlinger i begge fagforeninger. Forud for generalforsamlingerne bliver der holdt fælles informationsmøde for begge fagforeninger.

Etape 2 - Medlemmerne stemmer om forslaget på generalforsamlinger i oktober og stifter den nye fagforening i november.
Der afholdes ekstraordinære generalforsamlinger i FOA Sønderborg og FOA Sønderjylland. Den første finder sted den 1. oktober, den næste finder sted den 23. oktober. Her stemmer medlemmerne ja eller nej til at sammenlægge FOA Sønderborg og FOA Sønderjylland for at stifte en ny lokal FOA-fagforening. Hvis medlemmerne stemmer ja, afholdes en fælles generalforsamling den 21. november, hvor vi stifter den nye sønderjyske FOA-fagforening, der så træder i kraft per 1. januar 2025

 

  Har I spørgsmål eller input?

  Har I spørgsmål eller input til om at skabe et nyt sønderjysk FOA-fællesskab, kan I altid tage fat i jeres formand.

  Altså Bent Holm Poulsen (mobil 2016 7788) eller Karsten Wohlgemuth (mobil 2346 4519).


  I er meget velkomne til at dele jeres tanker om spørgsmål som:

  1. Hvad tror jeg, der vil være godt ved en sammenlægning?
  2. Hvad bekymrer mig ved en sammenlægning?
  3. Hvad er det vigtigste for mig, at vi holder fast i?
 

 

Gode hilsner
Bent Holm Poulsen og Karsten Wohlgemuth
På vegne af bestyrelserne for FOA Sønderjylland & FOA Sønderborg