FOA Vest opretter æresmedlems-skab

Har du været medlem af FOA (Faglig afdeling) i 50 år, så bliver du automatisk æresmedlem i FOA Vest

I forbindelse med fusionen mellem FOA Esbjerg og FOA Varde blev det vedtaget, at alle medlemmer der har været medlem af FOA i mere end 50 år automatisk bliver æresmedlemmer af FOA Vest. Det betyder, at man fritages for at betale det faglige medlemskontingent, men man har de samme rettigheder som ellers.

- Netop det at stå sammen i fællesskabet gør, at der kan flyttes grænser og arbejdet på arbejdspladserne, styrkes gennem arbejdslivet. Det har medlemmer med mere end 50-års anciennitet i FOA været med til at muliggøre, og det vil vi gerne påskønne med et æresmedlemsskab, siger afdelingsformand Susanne Johannsen.

I FOA Vest fejrer vi vores medlemmer, når de har henholdsvis 25 - 30 - 35 - 40 - 45 og 50 års jubilæum som medlem af FOA.
Det foregår ved, at man bliver inviteret ind til et lille traktement i afdelingen enten om foråret eller efteråret - alt efter hvornår på året, man er blevet medlem. Her får vi lidt godt at spise, og så plejer snakken at gå lystigt, når man møder tidligere kolleger man måske ikke har set i lang tid.

I år bliver der dog kun inviteret til jubilæumsfest i efteråret på grund af covid-19-restriktionerne.