Unge generationer på arbejde
LFS arrangerer stormøde i Nørrebrohallen for ledere, TR’ere og AMR’ere fra de tre områder i LFS med foredrag af Alexandra Krautwald om 'Unge generationer på arbejde'.
Der er sagt og skrevet meget om de unge generationer.
Noget af det er korrekt, men meget er forenklet, fordrejet eller helt forkert. Så hvad kendetegner egentlig vores samtid og de unge, der er vokset op i den? Hvorfor ønsker så mange unge at revolutionere organisationer, transformere arbejdslivet og udfordre vores syn på fremtiden?
Med bestsellerbogen Unge generationer på arbejde tog Alexandra Krautwald på en rejse ind i de unges verden. I foredraget den 6. maj afkoder og udfolder hun, hvor de unge kommer fra, hvad der har formet dem, og hvor de gerne vil hen. Hun viser, hvordan de ønsker at agere i verden og på arbejdspladserne – hvis de ellers får plads til det.
Alexandra dykker også ned i, hvad der kendetegner dagens arbejdsmarked og de tidligere generationer. Hun sætter fokus på, hvad de unge søger i arbejdslivet og i deres ledere, og hvordan vi kan bygge bro over kløften mellem generationerne.
En vej ud i arbejdslivet, der er mere meningsfuld, bæredygtig og favnende end den, deres forældre gik.
Foredraget foregår i Nørrebrohallen fra klokken 09.30 til 12.30. Der er kaffe og croissanter fra kl. 09.00.