Se filmen Afterwar med LFS i Park Bio

LFS inviterer på særforevisning af filmen Afterwar i Park Bio den 22. oktober 2024.

Som LFS-medlem kan du se filmen Afterwar i Park Bio, Østerbrogade 79, den 22. oktober klokken 17. Filmen varer 85 minutter.

Filmens instruktør Birgitte Stærmose introducerer til filmen, og der er kildevand og popcorn til alle fremmødte.

Du er velkommen til at invitere en gæst med. 

Filmen:

I Kosovo har man levet med truslen om krig siden Jugoslaviens opløsning. På lavt blus, eller i lys lue som sidst i 90’erne, hvor tusinder mistede livet og flere end én million mistede deres hjem. Afterwar følger de fordrevne. 

Den danske instruktør Birgitte Stærmose mødte i 2008 en samling fattige børn og unge i Kosovos hovedstad Pristina, og sammen med dem lavede hun den anerkendte kortfilm ’Ønskebørn’, som også indgår i den nye spillefilm. Ti år senere genoptog hun kontakten med de nu voksne hovedpersoner og lavede nye optagelser.

Tid er dermed et grundlæggende tema i ’Afterwar’, der er opdelt i tre akter med titlerne ’Fortid’, ’Nutid’ og ’Fremtid’.

Her fortæller hovedpersonerne om deres barske liv i landet, som var efterladt ødelagt og fattigt efter Kosovokrigens afslutning i 1999. For at holde sulten stangen må de sælge peanuts og cigaretter på gaden for småpenge. En enkelt hovedperson tyer også til sexarbejde.

Børnene fortæller i monologer direkte til kameraet, mens kameraet følger deres hverdag i randen af et bundfattigt samfund, rundt i Prishtinas natteliv, gennem vejtunneller, under betonkolosser og forladt nybyggeri. 

Første del kaldes ”Fortid”, men hed engang Ønskebørn og var Birgitte Stærmoses sidste dokumentarprojekt fra 2009, før hun to år senere spillefilmdebuterede med Værelse 304 i 2011. 

Siden har hun skabt sig en markant fiktionskarriere herhjemme med spillefilmene Darling og Camino og især i udlandet som instruktør på en række store, internationale serier. 

Og sideløbende har hun altså – nærmest ubemærket – fortsat og forlænget Ønskebørn ved at vende tilbage til Prishtina. Her har hun talt med de samme børn, der siden er blevet voksne og har skabt sig liv på må og få. 

Disse optagelser fra perioden 2018-2023 er inddelt i ”Nutid” og ”Fremtid”, som handler om deres hårde hverdag og håb om et bedre liv. 

Xhevahire, Shprësim, Besnik og Gëzim fortæller om en skrøbelig eksistens med diskrimination og dårligt arbejde. De er alle stadigvæk tydeligt mærket af traumet fra krigen og en udsat opvækst. 

”Når krigen ender, bliver mændene mere tavse,” lyder det indledningsvis, men tavsheden er ligesom fattigdommen noget, de har tilfælles. 

”Kun til jer kan jeg fortælle, hvordan jeg voksede op. Mine veninder må ikke finde ud af det,” siger Xhevahire. 


Har du spørgsmål til arrangementet, så skriv til Lisbeth Waidtløw på lisw@foa.dk