Almenområdet

Fællestillidsrepræsentanter på almenområdet genvalgt

Michala Toftager Bovien og Nanna Mikkelsen er genvalgt som fællestillidsrepræsentanter for almenområdet i LFS.

Tekst og foto: Agnete Solvej Christiansen

Det var to glade fællestillidsrepræsentanter, som mandag morgen blev genvalgt af almenområdets tillidsrepræsentanter.

”Det er nervepirrende at være på valg, så jeg er super glad for, at jeg nu er valgt for de næste to år,” siger Nanna Mikkelsen.

Nanna Mikkelsen er forholdsvis ny fællestillidsrepræsentant, og det er første gang, at hun bliver valgt til en fuld toårig periode. Hendes første valg skete midt i en periode, da en fællestillidsrepræsentant havde fået nyt arbejde.

”Det første år er gået virkelig stærkt, for man møder ikke ind til den samme opgave hver dag. Jeg ser meget frem til at fortsætte med at hjælpe tillidsrepræsentanterne med at løse udfordringerne er ude på deres arbejdspladser,” siger Nanna Mikkelsen.

Aftaler skal genforhandles 

Michala Toftager Bovien blev første gang valgt som fællestillidsrepræsentant i september 2017, og hun er nu altså valgt for endnu to år. 

”Det er virkelig fedt at få det mandat, som ligger i et valg, og jeg er virkelig glad for at kunne fortsætte arbejdet som fællestillidsrepræsentant,” siger Michala Toftager Bovien og tilføjer:

”I den kommende periode skal vi genforhandle en række aftaler, og det arbejde glæder jeg mig til at bidrage til. Jeg forventer, at vi kommer til at se ændringer på arbejdstidsområdet, og jeg håber, at vi kan komme med noget input, så der fremover ikke er så meget, som er op til lokal fortolkning, som der er i dag.”

Du kan lære Nanna Mikkelsen bedre at kende her 

Og du kan lære Michala Toftager Bovien at kende her