Therese Holgersen og hendes arbejdsmiljørepræsentant startede et forløb for kollegaerne for at komme forråelsen til livs.
Foto:
Privatfoto
Therese er TR og tager kampen mod forråelse: ”Man skal turde tale om det, der er svært”
På Thereses arbejdsplads kom forråelsen i forlængelse af, at personalegruppen havde været presset til det yderste i en længere periode. Fagligt overskud blev erstattet af en hård tone, men Therese har sat sig for at gøre noget ved problemet.
Af Jacob Kabel
Det er svært at se forråelsen, når man selv er en del af gruppen. Frustrationer, rå tone og et højt konfliktniveau blev hverdag på Therese Holgersens arbejdsplads. Først da hun overværede et foredrag med psykolog og forfatter Dorthe Birkmose faldt 10-øren.
”Da jeg kom hjem, tudbrølede jeg, for jeg kunne se mig selv gøre akkurat de ting, hun nævnte. Hvorfor vrisser jeg ad børnene, når jeg kommer hjem? Fordi jeg har brugt alt, hvad jeg overhovedet har i mig til brug for borgere og kolleger. Og til sidst er der bare ikke mere at give af,” siger Therese Holgersen, der er sosu-assistent og TR på et daghjem for pensionister i Greve Kommune.
Tog sagen i egen hånd
Therese Holgersens erfaringer med forråelse indeholder en række elementer, der formentlig er genkendelige for andre: For det første gjorde underbemanding, at Therese og kollegerne måtte løbe ekstra stærkt. Dernæst blev den leder, de ellers var glade for, opsagt. Ind kom en ny, hvis ledelsesstil var noget mere brutal. Så kom coronaen og spredte personalegruppen ud på andre arbejdssteder i kommunen.
Da de endelig kunne vende tilbage til deres normale arbejde på daghjemmet, stod Therese og kollegerne sammen og klagede over lederen. Det gav pote, og den dårlige leder blev erstattet af en ny og bedre. Men på det tidspunkt var personalegruppen kørt helt ned under gulvbrædderne efter en længere turbulent periode. De havde givet mentalt op. De var omsorgstrætte. Og det øgede konfliktniveauet og den hårde tone over for både kolleger og borgere.
Therese og hendes arbejdsmiljørepræsentant besluttede sig for at gøre noget ved det, og de startede et forløb for kollegerne for at komme forråelsen til livs. De insisterede på, at det var vigtigt at tale om tingenes tilstand.
”Vi har været under pres, og vi har været underlagt dårlig ledelse. Men hvis ikke vi tør tale om, hvorfor vi reagerer, som vi gør, kommer vi aldrig nogen vegne,” siger Therese Holgersen.
De svære snakke
Konkret mødes kollegerne i hold, hvor de bliver introduceret til begrebet forråelse og får en forståelse af, hvordan forråelsen kommer til udtryk. Men derudover er det meste af forløbet baseret på dialog kollegerne imellem. De taler om de sager, der har været i medierne, og de taler om, hvordan man kan tage snakken med en kollega, der taler grimt eller på anden måde udviser manglende overskud til at bruge sin faglighed.
Therese Holgersen anerkender, at det kan være virkelig svært at tale med- og om sine kolleger og deres handlinger og ytringer.
”Man skal italesætte, at det ikke er fordi, kollegerne er dårlige mennesker. Det handler om omsorgstræthed og psykisk pres,” siger hun og fortsætter:
”Hvad anfægter man, når man siger til sin kollega, at vedkommende er lidt hård i tonen? Man er et fagligt menneske, når man er på arbejde, men man bliver faktisk ikke trådt på sin faglighed, for forråelsen kommer jo netop af en tilsidesættelse af fagligheden pga. psykisk pres.”
Gryden skal holdes i kog
Therese Holgersen understreger, at forråelsen ikke kan løses med en ”pyt-knap” eller andre quickfixes som fx en buket blomster som tak for en ekstraordinær indsats eller et foredrag med en psykolog.
Det handler om at holde gryden i kog ved hele tiden at reflektere over- og tale om, hvorfor man gør, som man gør. Det er et langt, sejt – men nødvendigt – træk. Og de er heller ikke i mål på Therese Holgersens arbejde. Men i en lang periode har de hver morgen taget en runde, hvor alle har mulighed for at byde ind med tanker om samarbejde og tone.
”Vi er stadig i en presset hverdag, og vi oplever stadig, at kolleger lufter frustrationer over borgere. Men jeg ser en forbedring i form af, at vi nu taler om det. Vi spørger ind til hinanden,” siger hun.
Et arbejde på sosu-området stiller ofte store følelsesmæssige krav, og det kan virke psykisk drænende. Men hvis man kan skabe psykologisk tryghed i medarbejderstaben, skabes der et rum for, at man kan være ærlige over for hinanden uden at træde hinanden over tæerne. Og det er det første skridt i forhold til at komme forråelsen til livs.