Forslag om online generalforsamling i FOA SOSU
Skal man kunne sidde hjemme i sofaen og følge med i FOA SOSUs kommende generalforsamlinger? Det er noget af det, den kommende generalforsamling den 20. november skal tage stilling til.

Flere forslag vil ændre generalforsamlingerne

Deltagerne på fagforeningens generalforsamling den 20. november skal blandt andet tage stilling til, om det fremover skal være muligt at overvære generalforsamlingen online. Desuden fremsættes forslag om online afstemning til personvalg samt et forslag om, at generalforsamlingerne skal flytte rundt mellem kommunerne.

Generalforsamlingerne i 2026 og 2028 skal streames, så medlemmer kan følge med online.

Det mener i hvert fald tillidsrepræsentanterne fra Høje Taastrup, Glostrup, Brøndby, Albertslund og Vallensbæk kommuner, som på den kommende generalforsamling den 20. november fremsætter forslag om forsøg med hybrid generalforsamling. 

Begrundelsen for forslaget lyder, at man ved også at gøre generalforsamlingen tilgængelig for dem, der ikke kan tage hjemmefra og deltage fysisk, styrker demokratiet.

Online afstemning under generalforsamlingen

Hvis forslaget om streaming går igennem, skal generalforsamlingen behandle endnu et forslag fra samme gruppe tillidsrepræsentanter.

Ifølge forslaget skal man kunne stemme online til personvalg under generalforsamlingen, hvis man deltager via streaming.  

I dag foregår personvalg ved fysisk fremmøde på generalforsamlingen eller ved at møde op og brevstemme i fagforeningen, der har åbent for brevstemmer i to uger indtil dagen før generalforsamlingen.

Online afstemning før generalforsamlingen

Said Akrim, der er tillidsrepræsentant på KABS Glostrup, stiller desuden med et forslag om, at det skal være muligt at stemme online til personvalg forud for generalforsamlingen.

Vedtages forslaget vil man kunne stemme online i samme periode, som der i dag er åbent for brevstemmer i fagforeningen.

Hvor de to foregående forslag kan vedtages med almindeligt flertal, kræver Said Akrims forslag en ændring af fagforeningens love og skal derfor vedtages med 2/3-flertal.

Generalforsamling på flere lokationer

De tre forslag om at sætte strøm til generalforsamlinger og valg begrundes med, at det vil styrke demokratiet.

Den begrundelse går igen i forbindelse med et forslag om, at fagforeningen skal arbejde aktivt for, at generalforsamlingerne rykker rundt mellem kommunerne. Igen er det tillidsrepræsentanterne fra Høje Taastrup, Glostrup, Brøndby, Albertslund og Vallensbæk kommuner, som står bag forslaget.

De seneste mange år har generalforsamlingerne været afholdt i København, men hvis generalforsamlingerne skifter mellem flere kommuner, vil det øge interessen, mener forslagsstillerne.

Forslaget kræver ikke en lovændring og kan vedtages med almindeligt flertal.