Organisationer i opråb til politikere: Her er 8 steder de rigide sygedagpengeregler skal ændres

Tiden er noget underligt noget. For en sygdomsramt borger, der står på venteliste til en scanning, kan tiden snegle sig afsted. Men samtidigt løber tiden - de 22 uger, hvor den selv samme borger har ret til sygedagpenge - i fuld fart ud.

Og uden at være blevet diagnosticeret eller behandlet, risikerer borgeren at miste sit levegrundlag og få taget sygedagpengene fra sig.

Sådan lyder et af eksemplerne på, hvordan borgere, som i dag er ramt af sygdom, også rammes hårdt af de regler, der gælder på sygedagpengeområdet. Regler, som heldigvis nu bliver taget op til revision af politikerne på Christiansborg.

Dogmet skal fokusere på varighed
At der er behov for ændringer af systemet, er helt tydeligt. Det oplever vi som repræsentanter for mere end 1,4 millioner medlemmer.

Mennesker, som ikke alene skal kæmpe med sygdom og med, at de for en stund mister fodfæste på arbejdsmarkedet, men som også nogle gange skal kæmpe en absurd kamp mod det system, der ellers skulle holde hånden under dem og støtte dem i deres vej tilbage ind på arbejdsmarkedet.

I alt otte konkrete og nødvendige ændringsforslag har vi budt ind med til de politikere, der på et sættemøde torsdag har taget hul på revisionsarbejdet.

Dogmet i den eksisterende lov er, at det gælder om at få folk tilbage på arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt. Men for nogle er den hurtigste vej tilbage til arbejdet også den hurtigste vej til at blive slået hjem igen, fordi de faktisk slet ikke er parate til at vende tilbage. Eller fordi det rette – og helbredsmæssigt forsvarlige – for dem er at skifte spor arbejdsmæssigt. 

Derfor lyder et af vores forslag, at lovens formål også bliver, at den sygemeldte skal vende tilbage så hurtigt og varigt som muligt. Så borgerens tilbagevenden reelt betragtes som varig eller i hvert fald langtidsholdbar.

Jobs skal faktisk findes på arbejdsmarkedet
Vi har også brug for at ændre den praksis, at borgerne kan få stoppet deres sygedagpenge fra den ene dag til den anden. Derfor foreslår vi, at hvis borgeren er uenig i beslutningen om at standse sygedagpengeudbetalingen, så skal der holdes et fælles møde med den sygemeldte, jobcentret og a-kassen. Og referatet af det møde skal indgå i den endelige vurdering af borgerens sag.

Baggrunden for, at borgerne bliver raskmeldt er, at det måske nok er tydeligt, at borgeren ikke længere kan varetage sit sædvanlige arbejde. Men antagelsen er, at så kan borgeren lave noget andet. Altså det, vi kender som, at borgerne raskmeldes til ”det brede arbejdsmarked”.

Men raskmeldingen sker i nogle tilfælde uden, at der tages stilling til, om den enkelte borger med sine helbredsproblemer reelt kan varetage andet arbejde – og uden skelen til, om de jobfunktioner, den enkelte borger vil kunne varetage, overhovedet findes på arbejdsmarkedet.

For eksempel begrunder Ankestyrelsen i en konkret sag om stop for sygedagpenge afgørelsen med, at borgeren ikke var mere syg, end at hun ville kunne ”varetage et andet passende arbejde med skånehensyn over for fysisk og psykisk belastende arbejde, herunder stress samt med mulighed for skiftende arbejdsstillinger og indlagte hvil.”

Okay. Men det er godt nok et job med ret massive skånehensyn, som det faktisk er svært at forestille sig findes i virkeligheden, som Ankestyrelsen her henviser borgeren til at tage.

I klemme mens man venter afklaring
Som vi har indledt dette indlæg med, oplever vi også borgere, som kommer i klemme, fordi sygedagpengeperioden løber ud, mens de stadig venter på at få scanning, operation, behandling, eller endda mens de endnu mangler at få deres sygdom udredt. Sygedagpengetaxameteret tæller så at sige fra dag ét.

Når deres sag så efter 22 uger skal vurderes for at afgøre, om de kan få forlænget sygedagpengeperioden, ja, så bliver det et nej, fordi de måske ikke engang har fået en diagnose endnu. Eller fordi lægen ikke har kunnet udtale sig tilstrækkeligt tydeligt om prognosen.

Vores tredje forslag lyder derfor, at ventetid og diagnosticering ikke skal tælle med som forbrug af sygedagpengeperioden. Tiden, som bruges på behandling og lignende, skal i stedet opgøres som en såkaldt "død periode". En opgørelsesmetode, der også kendes fra dagpengesystemet.

Reglerne bør også ændres, så samarbejdet med lægerne styrkes. Deres udtalelser og vurderinger spiller en stor rolle for de afgørelser, der bliver truffet på borgerens vegne. Derfor er der behov for i langt højere grad at gøre klart hvilke oplysninger, der er brug for fra lægen – og ikke mindst hvad oplysningerne skal bruges til.

Det skal sikre, at lægen kan give de nødvendige, relevante og tilstrækkelige oplysninger til kommunen. Derfor lyder et fjerde ændringsforslag, at det bør være et krav, at kommunerne meget konkret og præcist beskriver formålet med lægeudtalelsen og hvad lægen skal svare på i det konkrete individuelle tilfælde.

Vikarer skal have ret til sygedagpenge
Af andre ændringsforslag kan nævnes, at der skal skabes bedre muligheder for, at sygedagpengeperioden kan forlænges, så eksempelvis kræft- eller hjertesyge får tid til restitution efter bivirkninger og senfølger. At jobafklaringsforløb bør høre under sygedagpengeområdet i stedet for ressourceforløbsområdet, og at antallet af sygeopfølgningssamtaler bør samtalerne tilpasses den enkelte, så eksempelvis borgere, som er i ansættelse og venter på at vende tilbage til jobbet, skal deltage i færre samtaler.

Og så skal vi give vikarer og løstansatte ret til sygedagpenge, så de ikke fortsat risikerer at stå uden for systemet, hvis de for eksempel må melde sig syge på en dag, hvor de tilfældigvis ikke er vagtsat eller på forhånd har meldt sig ledige, selv om de reelt ikke er det.

Det er en del, der skal ændres. Men det er ændringer, der vil have enorm betydning. Ikke bare for den enkelte sygdomsramte. For får vi ikke hjulpet den enkelte hen imod den rigtige arbejdsmarkedstilknytning - det være sig tilbagevenden til fuld beskæftigelse, førtidspension, fleksjob eller revalidering - vil det have en række afledte ekstra omkostninger.

Det vil have konsekvenser for den enkelte og på samfundsniveau, og det vil også bebyrde de pårørende yderligere. Derfor vedrører det os alle.

Indlægget er skrevet af:
Maria Melchiorsen, forbundssekretær i FOA, Camilla Gregersen, formand for DM, Mads Samsing, forbundsnæstformand i HK, Klaus Lunding, formand for Danske Patienter, Mads Bilstrup, formand for Dansk Socialrådgiverforening, Mette Bryde Lind, direktør for Gigtforeningen, Tina Christensen, næstformand i 3F, John Larsen, hovedkasserer i Dansk Metal, Jesper Fisker, adm. dir. i Kræftens Bekæmpelse, Michael Teit Nielsen, vicedirektør i Ældre Sagen, Lasse Bjerg Jørgensen, forretningsudvalgsmedlem i BUPL, Ejner K. Holst, næstformand i FH

Bragt i Altinget, den 23. september 2022