Papes 2030-plan vil koste 400 ansatte om året på ældreområdet

Skattelettelser her, skattelettelser der, skattelettelser alle vegne. Det er kort beskrevet det store bærende element i de konservatives økonomiske 2030-plan. Topskatten skal ned sammen med selskabsskatten og arveafgiften og elafgiften og generationsskifteskatten og et hav af andre afgifter.

Hvor pengene efterfølgende skal komme fra, er mindre tydeligt. Ud over at snuppe dem fra det såkaldte råderum, slagte Arne-pensionen og skære toppen af overførselsindkomsterne for de danskere, der i forvejen har mindst, er det store slagnummer såkaldte effektiviseringer og omprioriteringer, som skal bidrage med 21,4 milliarder kroner. Omkring 18 mia. af de penge skal findes via et produktivitetskrav på 0,4 procent.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har beregnet, at produktivitetskravet vil betyde, at der skal effektiviseres for 1,5 mia. kr. på ældreområdet frem mod 2030. Og det er vel og mærke samtidigt med, at vi ved, at der bliver flere og flere ældre at passe i vores samfund. Hvordan havde de tænkt sig, at det skulle ske? Hvordan er det, at vi bliver for 1,5 milliarder kroner bedre til at give fru Jensen omsorg og pleje? Vil de automatisere, skal vi lave vask og hygiejne på samlebånd, eller er det robotter, der skal passe arbejdet i fremtiden?

Der er kun tid og mennesker at skære i – og guderne skal vide, at tiden i ældreplejen allerede er udnyttet helt derud, hvor mange ansatte oplever, at man fx har 'effektiviseret' køretiden mellem de ældre væk. Hvis vi skærer 1,5 milliarder, svarer det til, at der i 2030 vil være råd til ca. 3.500 færre social- og sundhedsassistenter, end der er ansat nu i 2022. Det svarer til, at der skal spares over 400 stillinger væk om året uagtet, at vi har brug for tusindvis af nye kolleger i ældreplejen de kommende år.

Det er den rå sandhed bag tallene og de ellers så pæne løfter.

Produktivitetskravet er ikke en ny opfindelse. Sundhedsvæsenet var fra 2003 til 2017 underlagt et produktivitetskrav, først på 1,5 procent og efter 2006 på 2 procent. Produktivitetskravet betød groft sagt, at sygehusene hvert år skulle levere flere sundhedsydelser for de samme penge. Det gik heller ikke. Til sidst var væsenet og de ansatte presset så langt i bund, at selv Christiansborg måtte erkende at det ikke gik. Ja, det var faktisk en regering med konservativ deltagelse, der afskaffede den forkætrede ordning, da virkeligheden ramte den daværende regering.

Frem for skattelettelser og fantasifulde 'produktivitetsforbedringer', der kun giver mening i et regneark, har vi i stedet brug for at se på, hvordan vi finansierer vores fællesskab i fremtiden. Vi ved med sikkerhed at der kommer flere børn og ældre. Vi ved også, at det kommer til at koste penge, hvis vi vil fastholde og udvikle den fælles velfærd. Som det ser ud nu, er der kun lige penge nok til at holde trit med befolkningsudviklingen – altså opretholde det nuværende serviceniveau i takt med, at befolkningen vokser, men ikke til forbedringer eller udvikling.

I FOA er vi ikke bange for at anvise konkrete måder at finansiere fremtidens velfærd på.

Siden årtusindskiftet er skatterne blevet reduceret med meget store milliardbeløb, mens uligheden samtidig bare er vokset og vokset.

Sandheden er, at en tilbagerulning af skattelettelserne for de bedst stillede er både fornuftigt og rimeligt og vil kunne finansiere et moderne velfærdssamfund og rette op på noget af den stigende ulighed. Det er ikke lige den kurs De Konservative har anlagt, men det er der vi står i FOA.

Derfor: Vil vi hæve skatten og finansiere og sikre velfærden i fremtiden for borgerne? Eller vil vi lette skatterne og leve med en stadigt ringere velfærd i fremtiden og øget ulighed? For vi får ikke begge dele.

 

Bragt i A4-medier, den 8. september 2022