Af: Mona Striib, formand, FOA. Elisa Rimpler, formand, Bupl. Dorthe Boe Danbjørg, forkvinde, Dansk Sygeplejeråd. Lene Roed, formand, HK Kommunal. Gordon Ørskov Madsen, formand, Danmarks Lærerforening. Signe Færch, forkvinde, Dansk Socialrådgiverforening
Forleden kunne finansminister Nicolai Wammen (S) fortælle, at regeringen nu opjusterer råderummet med mere end 11 milliarder kroner. Et imponerende tal, selvom vi danskere efterhånden er forvænt med gode økonomiske nyheder.
I august sidste år opjusterede man med 4 milliarder kroner, og i maj samme år var det hele 16 milliarder kroner. Det finanspolitiske råderum er et mål for, hvor mange penge politikerne kan afsætte til nye initiativer, eller skattelettelser, uden at der skal findes ny finansiering.
Sammenlagt er det økonomiske råderum frem mod 2030 nu oppe på mere end 70 milliarder kroner. Det er, som om Nikolaj Wammen ikke kan åbne et skab inde i Finansministeriets røde bygning på Slotsholmen, uden at der vælter et nyt hidtil uopdaget milliardbeløb ned i hovedet på ham. Med andre ord: Det går rigtig godt med den danske økonomi.
Hvordan kan det så være, at vi ikke rigtig oplever, at de gode tider smitter af på velfærden ude i kommuner og regioner? Lige nu forhandler KL og Danske Regioner med regeringen om, hvor mange penge der kan sættes af til velfærd til næste år. De forhandlinger foregår på et bagtæppe af besparelser og indskrænkninger af velfærden.
Hvordan rimer den gode økonomi med besparelser på folkeskolerne, flere lukkedage, ringere åbningstider og lavere voksenandel i daginstitutionerne? Hvorfor oplever vi, at økonomiske hensyn frem for faglige vurderinger styrer hjælpen til udsatte børn, udsatte voksne og mennesker med handicap? Hvorfor ser vi fyringer og nedskæringer på sygehusene samtidig med, at ventelisterne vokser.
Ligesom medicinudgifternes himmelflugt betyder, at sygehusene må spare på aktivitet og behandling af patienterne. Hvorfor må mange kommuner spare på ældreområdet samtidig med, at regeringen har lovet, at udgifterne til velfærden skal følge med både den demografiske udvikling og velstandsudviklingen?
Et af svarene er, at velfærden stadig lider under den underfinansiering, vi oplevede i mange år. AE-rådet har beregnet, at velfærden, siden 2015, er blevet underfinansieret med 22,5 milliarder kroner, set i forhold til hvis det offentlige forbrug havde fulgt det fulde demografiske træk inkl. Velstandsregulering. Det er penge, der mangler. Uanset at pengene i dag følger med udviklingen.
Et andet svar er, at budgetlovens jerngreb om kommunernes økonomi har betydet, at de siden 2011 har brugt mindre, end de har budgetteret med. I nogle år, da det var værst, lå de kommunale regnskaber 5-6 milliarder kroner under det budgetterede niveau. Kommunerne er bange for at bruge mere, end de har skrevet i deres budgetter, af frygt for de sanktioner, som de kan blive ramt af. I 2023 brugte kommunerne op mod 800 millioner kroner mindre, end de havde budgetteret med.
Og så er vi tilbage ved det øgede råderum og de igangværende økonomiforhandlinger. Op til forhandlingerne kom kommuner og regioner med en alvorlig advarsel til regeringen. Frygten er, at den konstante nedprioritering af skoler, ældrepleje, daginstitutioner, sundhedsvæsen og administration vil undergrave opbakningen til den universelle danske velfærdsmodel. Og at vi i stedet får et splittet samfund, hvor befolkningen er opdelt i et A- og et B-hold, alt efter hvor mange penge vi har stående på bankbogen.
Elastikken er ved at springe, advarer KL, og den advarsel skal vi tage alvorligt. Kære Nicolai Wammen, lyt til de lokale politikere om de velfærdsansatte ude på arbejdspladserne, og brug det bugnende råderum til at vende udviklingen og sætte vores fælles velfærd på genopretningskurs. Det er på høje tid.
Bragt i Avisen Danmark, den 28. maj 2024