FOA og KL sætter fokus på kvaliteten af rengøring
Ny undersøgelse understreger behovet for at styrke kvaliteten af rengøring på ældreområdet. FOA og KL går sammen om anbefalinger på området
Rengøring og hygiejne af høj kvalitet er helt afgørende, hvis vi vil sikre gode forudsætninger for ældre borgeres helbredstilstand. Højere rengøringskvalitet betyder blandt andet færre indlæggelser, genindlæggelser og mindre sygefravær blandt andet for de ansatte. Det gælder på hospitaler, men også bredt på det kommunale område, og især på ældreområdet. Og hvis nogen har været i tvivl om den pointe, så har de seneste års udfordringer med Covid-19 vist vigtigheden af korrekt udførte rengørings- og hygiejneindsatser, som en vigtig del i smitteforebyggelse.
”God hygiejne og rengøring er lig med færre indlæggelser, færre sygedage og færre dødsfald. Det kan vi se. Derfor presser vi også på, for at få en styrket faglig indsats rundt om i landet,” siger Pia Heidi Nielsen, sektorformand i FOA for Kost og Service.
”Vores medlemmer vil gerne sikre en ordentlig hygiejnisk rengøring, men det hjælper ikke noget, hvis prioriteringen virker lidt tilfældig fra kommune til kommune.”
KL og FOA har i fællesskab fået lavet en analyse af rengøring på ældreområdet. Analysen har set på, hvor godt de forskellige kommuner bruger de infektionshygiejniske retningslinjer for rengøring fra Statens Seruminstitut (SSI) – de såkaldte NIR. Desværre er konklusionen, at de konkrete lokale retningslinjer kun i begrænset omfang lever op til de krav, der bliver stillet i NIR til hygiejnisk rengøring.
”Med flere og flere sundhedsopgaver, der varetages af kommunerne, har vi brug for en styrket indsats og nogle stærke fælles anbefalinger til rengøringsydelserne. Det er vi gået sammen med KL om at skabe,” fortæller Pia Heidi Nielsen.
Derfor har KL og FOA indkaldt til en høring på Christiansborg, som skal sætte fokus hygiejne og rengøring på ældreområdet, og samtidig vil de to samarbejdspartnere lancere en række fælles anbefalinger til at styrke efterlevelsen af de infektionshygiejniske retningslinjer, og styrke forebyggelse af smitte og sygdom gennem styrkelse af kvaliteten af rengøringen.
”Der er tale om en bred vifte af anbefalinger. Vi vil sikre, at man lokalt anerkender rengøringsopgaven i hele organisationen og overfor andre faggrupper som en del af forebyggelse af smitte. Der skal være den nødvendige tid og de nødvendige kompetencer også på lederniveau,” forklarer Pia Heidi Nielsen.
Anbefalingerne er til inspiration for kommuner og leverandører indenfor rengøring på ældreområdet, men også til det videre arbejde med retningslinjer og anbefalinger fra de centrale myndigheder.
KL og FOAs høring om kvaliteten af rengøring i offentlige institutioner foregår på Christiansborg mandag den 13. juni 2022 kl. 13.00.
FOAs tema om hygiejne kan der læses mere om her