Regionalt ansatte sikres lønstigning på svær baggrund
Efter intense forhandlinger er der landet et treårigt forlig på det regionale område. Forbundsformanden i FOA, Mona Striib, glæder sig over, at det på trods en ”giftig cocktail”, er lykkedes at sikre samme generelle lønstigninger for regionalt ansatte, som kommunalt ansatte fik hjem.
Jeg er tilfreds med, at det er lykkedes at sikre samme generelle lønstigninger til regionalt ansatte, som vi fik på det kommunale område. Det har krævet hårde sværdslag og intense forhandlinger,” siger Mona Striib, forbundsformand i FOA.
Resultatet blev til på en svær baggrund, erkender hun.
Kombinationen af et meget smalt statsligt forlig og en negativ udmøntning af reguleringsordningen på det regionale område, var ifølge forbundsformanden en ”giftig cocktail”.
”For os var det afgørende, at regionalt ansatte får samme generelle lønstigninger, som på kommunernes område. Det kunne let være gået en helt anden vej. Jeg er også glad for, at vi får afsat midler til at løfte de lavestlønnede, samt at vi får afsat midler til organisationspuljer, som nu kan forhandles på de enkelte overenskomster,” siger Mona Striib.
De generelle lønstigninger ligger på 5,02 procent, hvilket er et stykke over de forventede prisstigninger. Med forliget er aftalt en formålspulje til særlige grupper herunder lavtlønnede på 0,05 procent og en strategipulje på 0,05 procent. Der afsættes 0,45 procent til organisationspuljer, som udmøntes ved de kommende organisationsforhandlinger.
Den samlede økonomiske ramme for den nye aftale er på 6,75 procent over tre år.
Forbundsformanden for FOA kalder det ”vigtigt”, at det er lykkedes at sikre særskilte puljer til at løfte de lavestlønnede grupper.
“Jeg havde bestemt appetit på mere, men der findes desværre ingen snuptagsløsninger. Derfor er det også vigtigt, at fællesskabet på lønmodtagersiden har givet håndslag på, at vi skal se på løndannelse i den kommende overenskomstperiode-periode,” siger Mona Striib.
Udover spørgsmålet om lønkroner peger forbundsformanden på en række forbedringer i den nye aftale.
”Vi har fået en fin rammeaftale for seniorer. Vi kom igennem med nogle gode aftaler for deltids- og timelønnede. På arbejdsmiljødelen er vi fx glade for uddannelse til ledere, arbejdsmiljørepræsentanter og tillidsrepræsentanter i psykiske arbejdsmiljø. Vi får en fuldt finansieret sorgorlov og en tryghedspulje til fyrede,” siger Mona Striib.
På det regionale område er næste skridt FOAs egne forhandlinger.
Læs hele aftalen her