Arbejdsgivere presser ansatte til at skjule magtanvendelser
Selv om alle magtanvendelser ifølge loven skal indberettes, sker det langtfra altid, fortæller ansatte på bosteder, i døgninstitutioner og psykiatrien. 1 ud af 7 er ligefrem instrueret i, hvordan de kan snyde.
Hver gang en borger bliver udsat for en magtanvendelse på et bosted, i psykiatrien eller på en døgninstitution, skal episoden indberettes. Men det sker i mange tilfælde ikke. Tværtimod findes der arbejdsgivere, der instruerer de ansatte i, hvordan de kan sno sig for at undgå indberetningerne. Det fremgår af en spørgeskemaundersøgelse, som FOA har gennemført blandt op mod 2.000 medlemmer, der arbejder inden for det specialiserede socialområde.
”Det er stærkt kritisabelt. Det handler fundamentalt om borgernes retssikkerhed. Indberetningerne er til for at sikre, at borgerne ikke udsættes for unødvendige magtanvendelser. De indgår i vurderingen af, hvor godt bostedet eller institutionen fungerer. At nogle arbejdsgivere instruerer ansatte i at omgås reglerne og bryde loven er helt utilstedeligt,” siger formand for Pædagogisk Sektor i FOA Kim Henriksen.
Han er rystet over, at kun 73 procent i undersøgelsen klart svarer, at alle magtanvendelser indberettes. 17 procent ved det ikke og hele 10 procent siger nej til, at deres arbejdsplads indberetter alle magtanvendelser. Endda beretter 1 ud af 7, at de er blevet instrueret i at kalde magtanvendelser noget andet for at nedbringe antallet af indberetninger.
”Et eksempel er, at man i stedet kalder en magtanvendelse for en ”fysisk guidning”. Men det er klart ulovligt og helt uacceptabelt på borgernes vegne. Samtidig lægger arbejdsgiverne et helt urimeligt pres på de ansatte, som bliver opfordret til at begå lovbrud. Det er dybt forkasteligt,” siger Kim Henriksen.
At der bliver snydt med indberetninger, kom frem, da TV2 i foråret viste dokumentarudsendelsen ”Nødråb fra Børnehjemmet.” I den udtrykte socialminister Astrid Krag (S) en klar forventning til Socialtilsynet om at følge op på situationen de steder, hvor tilsynet i forvejen oplevede, reglerne for indberetninger blev bøjet.
Imens er det klare budskab fra Kim Henriksen til FOA-medlemmer, der bliver opfordret til snyd:
”Det er så vigtigt, at den enkelte bliver ved med at gøre det rigtige. De må ikke vakle i deres faglighed. Bliver du instrueret i at bøje reglerne, så tag fat i din tillidsrepræsentant eller lokale FOA-afdeling, for der må og skal sættes en stopper for det,” siger Kim Henriksen.
At problemet overhovedet opstår, skyldes ifølge Kim Henriksen, at det enkelte botilbud eller opholdssted har en interesse i at tage sig bedst muligt ud. Jo færre magtanvendelser, jo mere velfungerende ser stedet ud.
”Vejen til få magtanvendelser er ikke snyd, men uddannet personale, for det er med høj faglighed, du kan forebygge tvang og magtanvendelser. Og er fagligheden i orden, kan du også se vigtigheden af at indberette. Derfor handler det om at have mennesker med de rette kompetencer ansat i stedet for at ansætte ufaglærte,” siger Kim Henriksen.