Dato på plads for Ældretopmødet 2021
Den 16. september 2021 holder Social- og Ældreministeriet, KL, Ældre Sagen og FOA i fællesskab et nyt Ældretopmøde i Odense Congress Center.
Ældreområdet står over for en række udfordringer. I de kommende år bliver vi flere ældre borgere. Det er positivt, men det kræver også, at vi som samfund nytænker vores tilgang til ældreplejen. På Ældretopmødet 2021 er der fokus på at fortsætte arbejdet om en ny retning for den fremtidige ældrepleje, og alle, der interesserer sig for eller arbejder i og med ældreplejen, inviteres til at deltage.
Ældretopmødet er en opfølgning på det arbejde, der blev sat i gang i efteråret 2020, hvor der blev afholdt et to-dages topmøde. Her indledte Social- og Ældreministeriet, KL, Ældre Sagen og FOA et samarbejde om en ny retning for ældreplejen med mere fokus på borgerens behov, værdighed og omsorg i plejen.
Siden da har parterne bag Ældretopmødet arbejdet tæt sammen om udviklingen på seks centrale fokusområder. De seks områder er:
- organisering af ældreplejen og visitation tæt på hverdagen
- tilsyn og læring
- inddragelse af pårørende
- rekruttering
- kvalitet og kompetenceløft
- faglig ledelse i en lærende kultur.
Social- og Ældreminister Astrid Krag siger:
"Det er imponerende at mærke engagementet fra organisationerne, interessenterne og parterne omkring Ældretopmødet, og derfor ser jeg frem til, at vi giver det samarbejde endnu mere tryk til det kommende Ældretopmøde i september. Trygheden om ældreplejen er helt grundlæggende for vores velfærd. Vi skal sikre gode og trygge liv - hele livet, med livsglæde, nærvær og selvbestemmelse for vores ældre borgere – og vi skal skabe rum til, at medarbejderne kan bruge deres faglighed, og pårørende skal føle sig set og hørt."
KL’s formand Jacob Bundsgaard siger:
”Ældreområdet er under udvikling og pres, og der er stor enighed om, at der er brug for at nytænke området. Både når det handler om ledelsesopgaven, hvordan vi skaffer nok kvalificerede hænder, hvordan vi organiserer arbejdet, og hvordan vi sikrer, at de ældre får en tryg og værdig alderdom. Der findes ikke et quick fix, som løser alle ældreområdets udfordringer. Der er brug for et langt, sejt træk, og arbejdet stopper derfor ikke med Ældretopmødet til september.”
Direktør i Ældre Sagen Bjarne Hastrup siger:
”Topmødet er et vigtigt skridt i vores mål om en ældrepleje præget af meget mere medmenneskelighed, nærvær og tryghed. En ældrepleje hvor hjælpen tager udgangspunkt i den svækkede ældres behov fremfor systemets behov. Vi skal lytte meget mere til hinanden. Der skal lyttes til den svækkede ældre, der beder om hjælp. Der skal lyttes til pårørende, der ofte sidder inde med stor viden om deres kæres liv, om hvordan de trives bedst. Der skal lyttes til venner, besøgsvenner og andre, som kan bidrage med viden, når hjælpen skal tilrettelægges."
Sektorformand i FOA Torben Hollmann siger:
”Når vi i FOA satte gang arbejdet omkring Ældretopmødet var det for at skabe blivende ændringer. Der er simpelthen ikke noget quick-fix på ældreområdet. Derfor er det også vigtigt at vi nu – blandt andet gennem Ældretopmødet 21 - forpligter politikerne, både lokalt og nationalt. De skal være med, og ikke kun i ord, hvis vi skal sætte en ny fælles retning for ældreområdet.
Sandheden er jo, at politikernes prioritering på ældreområdet ikke har levet op til befolkningens forventninger. Og med de indgåede økonomiaftaler bliver der ikke lavet om på det. Vi ønsker, at der er fokus på borgens særlige behov og ønsker til hverdagen og livet. Det kræver mere fleksibilitet i hverdagen frem for ydelseskataloger. Vi skal sætte mennesket i centrum. Hvis vi skal lykkes med det kræver det at medarbejderne i lagt højere grad får mulighed for at bruge deres faglighed i arbejdet med borgerne. Det kræver kompetencer, og det kræver tid. Også hvis vi på længere sigt skal tiltrække de mennesker til fagene.”