Pressemeddelelse

Stigende antal børn og ældre koster kommuner 1,25 mia. næste år

Den plejekrævende del af den danske befolkning vokser, og det kan sætte velfærden under pres. Udviklingen i befolkningen kommer til at betyde større udgifter til blandt andet børn og ældre næste år.

Midt i de kommunale økonomiforhandlinger står det klart, at udgifterne skal vokse med 1,25 milliarder kroner i 2022, hvis det nuværende serviceniveau i kommunerne skal opretholdes. Det viser en ny analyse af befolkningsfremskrivningen, som FOA har lavet. 

“Det er minimumsbeløbet, som kommunerne skal bruge for at bevare den nuværende kvalitet i velfærden. Alt snak om at styrke kernevelfærden i Danmark afhænger altså af et højere beløb, og det skal regeringen og KL have for øje i forhandlingerne,” siger FOAs forbundsformand Mona Striib.

Budgetloven holder i forvejen kommunerne i en stram økonomisk spændetrøje, og selvom coronakrisen har tydeliggjort, hvor nødvendig en stærk offentlig sektor er, har frygten for sanktioner indefrosset milliarder af kroner i kommunekasserne. 

“Når vi i kølvandet på krisen skal genoprette forholdene for vores ældre, børn, unge, arbejdsløse og udsatte borgere, venter der altså kommunerne en kæmpe opgave. Det kræver en udvidet økonomisk ramme, hvis de unge og de ældre skal have en værdig behandling,” siger Mona Striib. 

De stigende udgifter i 2022 skyldes blandt andet, at der næste år kommer til at være mere end 4.000 flere ældre over 85 år og næsten 2.200 flere børn i alderen 0-5 år.

Mona Striib 

Forbundsformand

Mobil: 23 41 41 98