FOA: Tryghed og tillid til vacciner skal sikres for personalet

Forbundsformand i FOA kalder det et chok for mange, at Sundhedsstyrelsen har sat COVID19-vaccinen fra AstraZeneca på pause i foreløbigt 14 dage. Det sker, efter indberetninger af alvorlige tilfælde med blodpropper hos personer, der er blevet vaccineret med COVID19-vaccinen fra AstraZeneca.

"Det er bekymrende. Og det vil være et chok for rigtig mange af vores medlemmer, der netop er vaccineret med AstraZeneca. Jeg forventer på alle måder, at myndighederne gør alt, hvad de kan, for at vores medlemmer kan føle sig trygge,” siger forbundsformand i FOA, Mona Striib.

Pauseringen betyder, at der indtil videre ikke vaccineres flere, der har en tid til første vaccination med AstraZeneca vaccinen. Det betyder også, at dem, der allerede har fået 1. stik og venter på 2. stik, foreløbig skal vente med dette.

De europæiske lægemiddelmyndigheder har iværksat en undersøgelse af AstraZeneca-vaccinen. Én indberetning vedrører et dødsfald i Danmark. Det kan på nuværende tidspunkt ikke konkluderes, om der er en sammenhæng mellem vaccinen og blodpropperne, understreger myndighederne.

”Det er fornuftigt at sætte vaccinerne på pause, hvis der er mistanke om alvorlige bivirkninger. Det er dybt bekymrende for rigtig mange. Derfor bør myndighederne også gøre sig klart, at det er et meget stort ansvar, de sidder med lige nu, hvor man har anbefalet bl.a. FOAs medlemmer at lade sig vaccinere,” siger Mona Striib.

Borgere, der er blevet vaccineret med AstraZeneca-vaccinen, inden for de sidste 14 dage, og som oplever længerevarende symptomer, dvs. mere end 3 dage, bør gå til egen læge, lyder myndighedernes anbefaling.

Samtidig anbefales man at konsultere sin læge, hvis man oplever nye symptomer inden for de 14 dage, efter at evt. almindeligt kendte, forbigående symptomer, som er oplevet de første dage efter vaccinationen, er forsvundet.

Formanden for FOAs Social- og Sundhedssektor kalder på, at medarbejdere, der er blevet vaccineret, får direkte og klar besked om, hvordan de skal forholde sig.

”Lige nu er der mange ansatte på plejecentre, i hjemmeplejen, på hospitalerne og i de specialiserede områder, som har brug for at føle sig trygge, fordi de netop har fået AstraZeneca. Der håber jeg, at myndighederne vil sørge for direkte kommunikation. Det er helt afgørende for at undgå, at folk mister tilliden til vaccine-strategien,” siger Torben Hollmann.

Mona Striib 

Forbundsformand

Mobil: 23 41 41 98