FOA: Vi skal have fuldt blus på opkvalificering og rekruttering
Regeringen, FH, DA og KL har onsdag indgået en trepartsaftale, der skal skaffe flere hænder til virksomhederne på den korte bane. Forbundssekretær Helena Mikkelsen, FOA, glæder sig over, at aftalen bl.a. har fokus på jobrotation.
Med trepartsaftalen afsættes knap 85 millioner kroner i 2022 og 2023. I FOA glæder forbundssekretær Helena Mikkelsen sig bl.a. over, at aftalen har fokus på jobrotation. Konkret ved at forlænge en indsats, der sikrer ledige hurtigere vej til at blive jobrotations-vikarer.
”Jobrotation er et godt redskab, fordi det bidrager til, at ledige får foden inden for på arbejdspladsen, og samtidigt sikrer fastholdelse og kompetenceopbygning af ufaglærte medarbejdere. Så jeg er glad for, at det er i fokus,” siger Helena Mikkelsen.
Hun hæfter sig også ved, at den nye aftale har fokus på opkvalificeringen via voksenlærlingeordningen, samt at elever med bijob får midlertidig mulighed for gratis a-kasse-medlemskab.
”Det er nogle elementer, der har virkelig stor betydning for den enkelte, så det er jeg glad for, er med,” siger Helena Mikkelsen.
”Aftalen er et første skridt i en god retning. Men det er klart, at den jo ikke løser de store rekrutteringsproblemer, vi ser på det offentlige arbejdsmarked inden for fx social- og sundhedsområdet og på børneområdet,” siger Helena Mikkelsen, og fortsætter:
”På den lange bane vil der være behov for en massiv opkvalificerings- og rekrutteringsreform, hvis vi skal tage livtag med de enorme udfordringer, vi står over for. De gælder både på det private og det offentlige arbejdsmarked. Det glæder vi os til at gå ombord i, og vi ser frem til et ambitiøst udspil fra regeringen."