Den offentlige sektor skal styres med omtanke

Af: Mona Striib, formand, FOA og Henning Overgaard, formand, 3F

Skal velfærden også følge med tiden og udviklingen og imødekomme danskernes forventninger, er regeringens investeringsløfter dog ikke tilstrækkelige.

Men ude i den konkrete dagligdag på f.eks. hospitaler, skoler, daginstitutioner og ældreomsorg, her møder vi en anderledes kold og faretruende understrøm af uoverskuelige ventelister, nye spareplaner, kortere åbningstider og generel smalhals. Trods øget brugerbetaling flere steder, eksempelvis ved højere forældrebetaling i sfo.

Som det blev bemærket i Jyllands-Postens leder 21/5, så er den offentlige sektor på centrale områder noget forhutlet. I kommunerne møder de ældre mindre omsorg i hverdagen, og at der bliver længere og længere mellem den praktiske hjælp til ældre. Børnefamilierne oplever flere steder kortere åbningstid i daginstitutionerne og øget forældrebetaling i sfo. Tidlige, forebyggende indsatser for samfundets socialt udsatte spares væk, mens ventetiden for hjælp og indsatser kan trække ud.

Det skaber ikke alene sociale og menneskelige problemer, men er også samfundsøkonomisk en dårlig forretning, når man er tvunget til at spare på kommunens budget for at overholde den årlige driftsramme. Resultatet er nemlig stigende udgifter på længere sigt og et potentielt mindre bidrag fra den arbejdende befolkning.

Det ser ikke bedre ud for regionerne. Trods mangel på arbejdskraft oplevede vi i forbindelse med budgetterne for 2024 ansættelsesstop og fyringer på sundhedsområdet. Og mens der bliver længere mellem busserne, sættes priserne op på offentlig transport.

Det hænger ganske enkelt ikke sammen. Og slet ikke i en blomstrende samfundsøkonomi, hvor Folketinget rask væk henter meget store milliardbeløb frem fra råderummet til nødvendige forsvarsinvesteringer. Mens eksempelvis kommunerne aktuelt har ca. 50 mia. kr. i sparegrisen, men ikke må bruge og investere dem.

Den væsentligste forklaring er, at Folketinget med Budgetloven fra 2012 med et serviceloft har lagt en skruestik om udgifterne i kommuner og regioner. Samtidig sanktioneres der hårdt, ved at skruestikken strammes yderligere året efter, hvis man bruger flere penge, end der er ”aftalt” – eller hvad der måske er nærmere virkeligheden, end der er dikteret fra Finansministeriet.

Konsekvensen er, at politikere lokalt ikke tør bruge de penge, de faktisk har til velfærd, af frygt for at overskride budgetlovens stramme regler og kan blive tvunget til at finde besparelser på andre områder, hvis udgifterne til f.eks. det specialiserede socialområde vokser.

Sidste år brugte kommunerne op mod 800 mio. kr. mindre til velfærd og service end budgetteret, samtidig med at de i de seneste budgetter har vedtaget mange forskellige spareplaner, der rammer velfærden. Der spares op og skæres ned. Mens borgerne – og ikke mindst vores medlemmer, der knokler for at levere ordentlig omsorg, rengøring og generel offentlig service – måbende taber kæben.

Den paradoksale kombination af opsparing og nedskæring i kommunerne går ikke kun ud over vores offentligt ansatte medlemmer. Den ringere velfærd rammer i langt højere grad alle medlemmerne i FOA og 3F end de økonomisk bedre stillede danskere, der ikke er afhængige af et velfungerende velfærdssikkerhedsnet og service.

Samlet set er der penge nok i vores råderum de kommende år til, at velfærden kan følge med, i takt med at velstanden i samfundet udvikler sig, og der bliver langt flere ældre. Det handler ren og skær om politisk vilje. Altså vilje til at investere og prioritere midlerne, så rammerne i kommuner og regioner løftes tilstrækkeligt.

Samtidig er der brug for at løsne de stramme tøjler og tro på, at kommuner og regioner kan administrere midlerne fornuftigt. F.eks. at se på udgifterne over flere år, så penge, der ikke bruges et år, kan bruges i et efterfølgende år. 

Man bør også lempe de nuværende sanktionskrav over for kommuner og regioner, især i en situation, hvor økonomien ikke er brandvarm, og der er brug for at træde på den finanspolitiske bremse.

Det er vel ikke urimeligt at forvente og forlange, at den offentlige, udgiftspolitiske styring foregår med omtanke?

Når vi kigger længere frem i tiden, vil der pga. den demografiske udvikling være en periode, hvor vi i den offentlige sektor formentlig vil være nødsaget til at køre med et mindre underskud for at kunne følge med velstandsudviklingen. Men det vil kun være midlertidigt, herefter vil der igen komme et overskud.

Når vi tager i betragtning, hvad den nuværende budgetlov betyder for den aktuelle velfærdsudvikling, må man virkelig være nervøs for konsekvenserne for den offentlige velfærd i en periode med mindre offentlige underskud. Her støder man ind i budgetlovens saldokrav, der sætter en grænse for (det strukturelle) underskud på de offentlige finanser.

Et hårdt tiltrængt serviceeftersyn af budgetloven bør derfor omfatte en lempelse af dette saldokrav, der er helt ubegrundet i den aktuelle danske samfundsøkonomi. Vi har langtidsholdbare offentlige finanser og en positiv offentlige (netto)formue, så langt øjet rækker – også selv om der skulle komme en længere periode med mindre underskud.

Samtidig bør man nøje vurdere definitionen på de centrale finanspolitiske mål i relation til saldokravet. Helt afgørende og nødvendige investeringer i et styrket forsvar og den grønne omstilling kan eventuelt opgøres særskilt i forhold til saldoen og saldokravet. Og resultatet af rent demografiske forskydninger, der trods alt ikke afgøres i Folketinget, bør også opgøres særskilt.

Vi er naturligvis ikke imod, at budgetter for den offentlige økonomi skal overholdes. Men den nuværende budgetlov og måden, den praktiseres, er firkantet, kortsigtet og har betydet, at udgifterne til den borgernære velfærd i kommuner og regioner er blevet nedprioriteret.

Økonomistyring og omtanke bør derimod gå hånd i hånd. Så kære politikere – det er ikke alene nødvendigt at investere i velfærden, det er også nødvendigt at ændre budgetloven, hvis vi også i fremtiden vil have et stærkt og solidt velfærdssamfund. Og medarbejdere, der reelt har mulighed for at levere den service og kvalitet til borgerne og fællesskabet, som de brænder for.

Bragt i Jyllands-Posten, den 26. maj 2024