Bæredygtighed skal på menuen i kantiner landet over

Ny guide, som samlet 40 faglige, sociale og grønne organisationer står bag, viser vejen til mindre madspild og mere klimavenlig kost i de offentlige kantiner – og i køkkenet derhjemme.

Vejen til klimaforandringer går gennem maven. I hvert fald kan det gøre en kolossal forskel for klimaet, hvis de offentlige køkkener og kantiner, der hver dag serverer i tusindvis af måltider, omlægges til at være mere klimavenlige. Det er baggrunden for, at klima-alliancen Broen til fremtiden nu udgiver en guide med konkrete råd til, hvordan en sådan omstilling kan se ud.

”Alene i Danmark smider vi hvert år 700.000 tons mad ud. Det er fuldstændig vanvittigt. Vi skal bekæmpe madspild og vi spise mere plantebaseret. Vi skal også spise mere økologisk, fordi det gavner biodiversiteten – altså det vilde dyre- og planteliv, og her kan vi med selv en lille indsats gøre en stor forskel,” siger næstformand for Kost- og Servicesektoren i FOA Berit Jakobsen.

Sammen med forskere og deltagere fra de øvrige organisationer i Broen til fremtiden har hun været med til at udarbejde både guiden til bæredygtige kantiner og målet bag. Ambitionen er at opnå 25 procent lavere klimabelastning fra fødevarer i de offentlige køkkener inden 2025.

Myte om dyr omlægning
Den største hæmsko for en omlægning er myten om, at bæredygtighed er dyrt, mener Berit Jakobsen.

”Men det behøver ikke at være en økonomisk udfordring, ligesom det ikke har været dyrt for dem, der allerede har omlagt til økologi. De har ikke fået flere penge. Men de gør tingene anderledes, og det skal man også her,” siger hun og håber, at de kantiner, der lige nu er lukket ned på grund af corona imens vil overveje mulighederne for at blive mere klimavenlige.

Af konkrete råd, anbefaler guiden blandt andet, at man bruger flere sæsonvarer og færre oversøisk importerede fødevarer. At man undgår engangsservice. At man bytter buffeten ud med portionsanretning. Og at man spiser flere fisk og fjerkræ, og mindre lam og okse.

Kød som krydderi
Selv om initiativet i første omgang retter sig mod offentlige arbejdspladser, vil samarbejdet bag rigtig gerne også inspirere andre arbejdspladser og folk privat derhjemme til at tage klimakampen op i køkkenet.

”Det gælder så at sige om at tage en bid ad gangen med små omlægninger. Det kan være ved at bruge kød som krydderi i stedet for som hovedingrediens. Ved at spise flere bælgfrugter. Eller ved at bruge persillestilkene i maden frem for at smide dem ud,” siger Berit Jakobsen.

Af mere konkrete råd lyder også, at man kan bytte ris ud med quinoa, fordi CO2-aftrykket per kilo quinoa er under en fjerdedel af risens.

”Guiden spiller også fint sammen med de nye kostråd, vi lige har fået fra Fødevarestyrelsen, som også lægger vægt på, at vi skal spise planterigt, spise mindre kød og undgå madspild,” siger Berit Jakobsen.

Læs hele guiden ”Den bæredygtige kantine” fra Broen til fremtiden.

Bag Broen til fremtiden står: Blik & Rør, Byggefagenes Samvirke, Danmarks Lærerforening, Dansk Musiker Forbund, Dansk Psykolog Forening, Dansk Skuespillerforbund, Dansk Socialrådgiverforening, Danske Bioanalytikere, Danske Fysioterapeuter, Djøf, DM, Ergoterapeutforeningen, FAOD - Forbundet Arkitekter og Designere, Farmakonomforeningen, FOA, Forbundet Kultur og Information, Foreningen af Danske Lægestuderende, GL - Gymnasieskolernes Lærerforening, IDA - Ingeniørforeningen i Danmark, JA, Kommunikation og Sprog, Lægeforeningen, Merkonomerne, Pharmadanmark, PLS, PROSA, Serviceforbundet, Cyklistforbundet, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Folkeoplysnings Samråd, Danske Studerendes Fællesråd, Forskernes Klimanetværk, Greenpeace, Klimabevægelsen, Læger for klimaet, Mellemfolkeligt Samvirke, NOAH - Friends of the Earth, Rådet for Grøn Omstilling, Så er det nu