Løn - FOA-ansatte inden for søfart
Lønsedler kan være svære at forstå. Som medlem af FOA kan du få et løntjek. Hvis du ønsker at få et løntjek, kan du kontakte din tillidsrepræsentant eller din lokale FOA-fagforening:
Find din afdeling
Løn og ansættelsesvilkår
Hvis din arbejdsgiver ikke har overenskomst med FOA, bør du tale med din lokale fagforening om løn og ansættelsesvilkårene, inden du begynder på jobbet.
Sammensætningen af din løn
Din løn kan være sammensat på forskellig vis. Det afhænger af, hvilken overenskomst eller aftale, du er omfattet af.
Din faste løn kan bestå af:
- Grundløn - dækker de funktioner, du er i stand til at varetage, når du er nyuddannet/eventuelt nyansat
- Funktionsløn - ydes ud over grundlønnen og eventuel kvalifikationsløn. Funktionsløn baseres på de funktioner (arbejds- og ansvarsområder), der er knyttet til den enkelte stilling/gruppe af stillinger. Funktionerne skal være særlige funktioner, som ikke varetages af alle, f.eks. praktikvejledning
- Kvalifikationsløn - ydes ud over grundløn og en eventuel funktionsløn. Kvalifikationsløn baseres på den enkelte medarbejders kvalifikationer (erfaring fra tilsvarende arbejde, uddannelse, efteruddannelse, specialviden)
Hvis du er medlem af FOA, kan du se nærmere detaljer om, hvordan lønnen er sammensat i den overenskomst, du er dækket af.
Log på og se din overenskomst
Du kan også se de generelle lønsatser for dit arbejdsområde i lønmagasinet.
Se lønsatser i Lønmagasinet
Lokal løn
En del af lønnen kan bestå af lokalt aftalte tillæg. Det er din fagforening/tillidsrepræsentant, der indgår aftaler om lokal løn. Aftalerne kan have karakter af kollektive aftaler – de såkaldte forhåndsaftaler, der gælder alle, som opfylder bestemte kriterier. De kan også være individuelle og dermed kun dække den/de personer der konkret er nævnt i en aftale.
Får du lokal løn? Kontakt din tillidsrepræsentant eller FOA-afdeling og hør, om du er berettiget til lokal løn.
Find din afdeling
Husk pensionen!
Pensionsbidrag er dit eget og din arbejdsgivers pensions- og ATP-bidrag. Desværre glemmer nogle arbejdsgivere at indbetale pension for deres ansatte. Du bør derfor tjekke din lønseddel. Er du i tvivl, kan du kontakte din tillidsrepræsentant eller FOA-fagforening.
Find din FOA-afdeling