Hvad er demens?

Demens er en tilstand, hvor hjernens funktion er nedsat. Nedsat hukommelse er det vigtigste symptom, men også evnen til at ræsonnere og dømmekraften er ofte nedsat, ligesom der også kan ses ændringer i personens personlighed, humør og opførsel. Demens er ikke en sygdom i sig selv. Demens er et syndrom. Det betyder, at der er tale om en samling af symptomer, som kan skyldes mange forskellige sygdomme.

Kilde:

Alzheimerforeningen

Demens skyldes i de fleste tilfælde Alzheimers sygdom (60%), og der forskes meget i denne form for demens.

Alzheimer-demens starter med, at patienten begynder at miste orienteringssansen samt evnen til at planlægge. Personen får rum-retningsforstyrrelser og kan ikke finde rundt. Hvis man møder en dement, der vandrer ud og ind ad døren og er søgende, vil det ofte være en Alzheimer-dement, der leder efter sin egen bolig.

Det er vigtigt at vide, at de funktioner, der er gået tabt, ikke kan genoptrænes ved denne demensform.

• Typiske tegn på begyndende Alzheimers
  • Kan ikke huske, hvor bilen er parkeret.

  • Kan ikke finde ud af at købe de rigtige ting i de rigtige forretninger (går på apoteket for at veksle penge eller lignende.)

  • Kan ikke huske, hvor de har lagt forskellige effekter i hjemmet, tror de er stjålet, bliver mistroiske, begynder at gemme ting, så de ikke kan stjæles, men kan ikke huske, hvor det blev lagt osv.

  • Senere udvikles hukommelsesforstyrrelser, hvor personen glemmer aftaler og lignende.

  • Alzheimers sygdom er jævnt fremadskridende. Det er oftest Alzheimer-demente, der er svære at hjælpe i en plejesituation. De forstår simpelthen ikke, hvorfor vi vil hjælpe dem med at få tøjet af, og så vil de naturligvis sætte sig til modværge.
• Symptomer der forekommer

  Der optræder:

  • Ekspressiv afasi, hvor der bliver huller i talen (ord falder ud) samt navneords-afasi, dvs. man forklarer sig fra navneord, der ikke kan huskes.

  • Impressiv afasi, hvor personen ikke forstår, hvad han/hun læser, eller hvad der siges.

  • Apraksi - det bliver svært at tage tøj af og på, personen kan ikke finde ud af at bruge kniv og gaffel osv.

  • Agnosi - tingene virker anderledes (opfattes anderledes), end de er i virkeligheden.

  • Spejl-agnosi - personen kan ikke altid kende sig selv i spejlet.

MID - eller multiinfarkt demens - kaldes også Vaskulær demens. Vaskulær demens kan betegnes som 'livsstils-demens'. Den er ofte en følge af en ikke særlig sund levevis, forkert kost (for fed), for lidt motion, stressende arbejde, for meget rygning og forhøjet blodtryk.
Der er ikke bestemte mønstre eller symptomer ved denne demensform.

• Årsager og symptomer

  Årsagen er små blodpropper, der sætter sig vilkårligt i kar i hjernebarken - dvs. at symptomerne afhænger af, hvad det er for områder, de rammer.

  Her vil lægen meget ofte vælge at behandle med børnemagnyl, da de er let blodfortyndende. Her bør man huske, at som bivirkning kan der udvikles mavesår.

  Karakteristisk vil denne demens-form udvikle sig som i trappetrin.

  Man ser ofte ret store og pludseligt opståede funktionstab, både fysisk og psykisk. Ofte vil den demente være utrolig træt og sove meget i to-tre døgn. Langsomt vil de komme i gang igen, og her kan der ses en lille forbedring over et stykke tid.

I frontallappen - også kaldet pandelappen - sidder vores personlighed, vores dømmekraft, vores indfølingsevne og vores realitetsopfattelse (fortid, nutid og fremtid). Ved denne form for demens får personen et 'bekymret' udtryk i ansigtet, senere mistes mimikken, og øjnene bliver udslukte. De vil komme til at virke som om, de er uden indhold. De mennesker, der lider af denne form for demens, har brug for en meget struktureret hverdag. Alt bør struktureres ned i mindste detalje, for at de kan rumme det.

• Manglende social adfærd

  Frontallaps-demente vil på omgivelserne virke uopdragne og grove i deres adfærd. De vil ofte være en prøvelse for deres omgivelser. De bliver impulsstyrede, dvs. at hvis de ser noget, de kan lide, øser de op, til der ikke er mere, selvom der er fem - seks andre, der også skulle have haft.

  De taler også om, hvad de ser helt uden hæmninger.

  De vil udvikle manglende omsorg for andre. De vil få pludselige og voldsomme følelsesudbrud. Her vil det være svært at nå ind til dem med fornuft og pædagogik - og de samme ord eller sætninger gentages uafladeligt.

  I nogle tilfælde vil de ved vandladningstrang bare trække bukserne ned og sætte sig og besørge, uanset hvor de er, og hvem de er sammen med.

• Manglende realitetsopfattelse og tidsfornemmelse
  Senere i forløbet går det ud over talen, dvs. de får ekspressiv afasi (talen forsvinder), for til sidst at komme med nogle ensartede lyde, der kan minde om klagen eller brølen.
  
  De mangler realitetsopfattelse og tidsfornemmelse, og når de siger det samme uafladeligt, må personalet svare på det samme, måske 50 gange.
  
  Det kan ikke nytte at sige: "Det har jeg jo lige sagt," for de har ingen fortid.
  
  Vi kan heller ikke sige: "Vi skal spise om 10 minutter," for de har ingen fornemmelse for fremtid.