Video: 1. maj 2020
Her fra FOA Nordsjælland skal der lyde en stort TAK til alle jer, der holder samfundet i gang.
Af: Lene Lindberg
Kære alle
På trods af den vanskelige situation syntes jeg ikke, at 1. maj skal gå stille hen. Her fra FOA Nordsjælland skal der lyde en stort TAK til alle jer, der holder samfundet i gang. Der skal også lyde en hilsen til de af jer der i disse tider har mistet jeres arbejde. Jeg håber, at I snart kommer i arbejde igen.
Der skal også lyde en hilsen til jer, der af helbredsmæssige årsager - måske med en arbejdsrelateret sygdom, ikke er i arbejde. Sammen skal vi altid holde et økonomisk sikkerhedsnet under jer - det bør fællesskabet vise.
I disse Corona tider har vi fra alle sider oplevet en stor solidaritet og vilje til at stå sammen.
Igennem vores faglige fællesskaber har vi oplevet, at fagforeningerne har påvirket regeringen i forhold til de vedtagne hjælpepakker og de retningslinjer der er forhandlet på plads. Det skal vi være stolte af.
Vi skal også hylde vores fagforeninger for resultatet af overenskomstforhandlinger på det private område.
Nu skal vi så i gang med forberedelserne til overenskomsterne på det offentlige område. Det bliver en opgave vi skal stå sammen om. På grund af Corona situationen, må vi finde nye metoder til at forhandle disse. Jeg håber, at I alle vil deltage i debatten.
I forbindelse med de kommende overenskomstforhandlinger synes jeg, at I skal prikke lidt til de af jeres kollegaer der ikke er en del af FOAs fællesskab, og dermed ikke er medlem. De skal melde sig ind og deltage i fællesskabet, så de kan nyde godt af de resultater vi sammen skaber.
Selvom vi ikke kan holde 1. maj som vi plejer så håber jeg, at i alle deltager via de sociale medier og tv. Der vil være taler fra fagbevægelsen, statsministeren og et hav af kunstnere der vil underholde os med dejlig musik.
Og med disse ord vil jeg sige:
Husk at vi står sammen ved at holde afstand. Pas godt på jer selv, jeres kollegaer og familie.
God 1. maj.