• Læs op
• Udskriv

Vi har inviteret dem til en snak om hvordan det har været for Seyhan at komme igennem den intensive 17 ugers uddannelse til social- og sundhedshjælper, og hvordan Bokan som TR arbejder med at hjælpe sine kolleger til at komme i gang med uddannelse og kompetenceudvikling.

Seyhan er 43 år og havde arbejdet 7 år som ufaglært på plejecentret inden hun i februar kunne kalde sig social- og sundhedshjælper. I lang tid skød hun tanken om at tage en uddannelse fra sig, men med mange kærlige skub fra kolleger og til sidst et tilbud fra hendes leder, så kom hun alligevel i gang med sin uddannelse. Seyhan fortæller at hun var meget nervøs, da hun skulle i gang på skolen. Det var 25 år siden hun sidst havde været på skolebænken, så en hverdag med undervisning, fremlæggelser, lektier osv. lå langt væk. Helt naturligt kommer man til at tænke på om man nu også kan klare det – både ift. at bestå eksamen men også fordi det er så markant anderledes end hvad man er vant til. Seyhan har ikke dansk som modersmål og derfor var det også en bekymring, hvordan det ville blive at få et fagligt sprog på dansk.

Som TR har Bokan et særligt fokus på netop sine ufaglærte kolleger, og på at hjælpe dem med at tænke anderledes på uddannelse og kompetenceudvikling, hvis der som hos Seyhan var en tilbageholdenhed. Bokans strategi er at komme med de førnævnte små skub og løbende italesætte alle fordelene ved at få uddannelse eller kurser. Sammen med ledelsen på plejecentret sørger hun for at fortælle når mulighederne om uddannelse byder sig og hun gør meget for at støtte sine kolleger i, at de selvfølgelig kan klare det.

Bokan fortæller: ”Vis at du er interesserede i faglig udvikling og sig det til din leder. Gør selv en indsats for at gøre opmærksom på hvad du gerne vil udvikles inden for, så er der en meget større chance for at du på et tidspunkt får dine ønsker opfyldt”.

Bokan og Seyhan er meget enige om, at man godt må skubbe lidt på og fortælle sine kolleger, hvor meget gavn de vil kunne få af at tage en uddannelse – både fagligt, personligt men selvfølgelig også økonomisk.

Som Seyhan fortæller, har hun lært at tro på sig selv – og den tro giver hun gerne videre til andre kolleger. Hendes råd til andre der kunne være i tvivl, er at tale med kolleger, der kender uddannelsen og kan fortælle om, hvad man kan forvente – og så også bruge sin TR og kolleger undervejs i forløbet når det bliver svært eller udfodrende. Og så ellers bare at kaste sig ud i det.

Når man hører Seyhan fortælle om hvor glad og stolt hun er over at have gennemført uddannelsen og om hvor fedt det er at komme tilbage med en ny faglighed og til en arbejdsdag med andre typer opgaver kan man vist ikke forestille sig en bedre ambassadør for det at kaste sig ud i at lære noget nyt.

”Min hverdag har ændret sig og det var dejligt at komme tilbage og vide at nu må og kan jeg udføre nogle flere opgaver end jeg kunne før. Og jeg udfører dem med faglig stolthed”. Og det er her det med legoklodserne kommer ind, for da vi har talt et stykke tid, er det pludselig det fine billede på Seyhans oplevelse med at få koblet teori sammen med hendes erfaring fra praksis, som dukker op hos hende. Oplevelsen med at blive uddannet beskriver hun som at sætte nogle legoklodser sammen.

Bokan tilføjer: ”Uddannelse er vigtigt for din fremtid i faget – man får en sjovere arbejdsdag, men det også nemmere for mig som TR fx at lønforhandle for dig, hvis du har nogle kompetencer fra uddannelse eller kurser, som du kan vise at du sætter i spil i hverdagen. Kompetenceudvikling er en dør der åbner sig”.

Og hvilken dør åbner sig mon så i fremtiden for Seyhan?

Til at starte med siger hun klart, at hun ikke skal mere uddannelse nu, men bare nyde at hun har gennemført 17 intense uger på social- og sundhedshjælperuddannelsen. Men som snakken skrider frem kommer det alligevel frem at Seyhan i fremtiden godt kunne tænke sig praktikvejlederuddannelsen og dermed komme i gang med en ny spændende opgave med vejledning af eleverne på Skovvang.