Dagpengene forringes for nyuddannede ledige

Pr. 1. maj 2023 forringes dagpengereglerne for ledige dimittender. Du er ledig dimittend, hvis du har opnået ret til at få dagpenge på baggrund af en uddannelse.

Har du allerede modtaget dagpenge i 3 måneder som dimittend, risikerer du at blive ramt at forringelserne allerede 1. maj, da dagpengebeløbet bliver sat ned for ”ikke forsørgere”. 

Ny sats efter 3 måneder for ikke-forsørgere
Alle dimittender uden forsørgelsespligt over for et barn får dagpengesatsen sat ned efter 3 måneders ledighed. Det gælder uanset, om du er har fået dagpenge forud for den 1. maj 2023 eller ej. 
Satsen nedsættes til 49,17 % af den højeste dagpengesats for dimittender, der er under 30 år. Det svarer til 9.700 kr. pr måned (6.467 kr. hvis du er deltidsforsikret). Er du fyldt 30 år, nedsættes satsen til 62,11 % af den højeste dagpengesats, hvilket svarer til 12.254 kr. pr. måned (8.169 kr. for deltidsforsikrede).
Dimittender, der har forsørgelsespligt over for et barn, får ikke nedsat deres dagpengesatsen. 

Dagpenge i maks. 1 år i stedet for 2
Bliver du ledig som dimittend pr. 1. maj 2023 eller derefter, kan du kun få dagpenge i 1 år mod 2 år i dag. Hvis du er begyndt at få dagpenge før 1. maj 2023, beholder du dog din 2-årige dagpengeperiode.

Krav om sprog og antal arbejdstimer for alle dimittender 
For overhovedet at kunne få dagpenge skal alle ledige dimittender, der fra og med 1. maj 2023 begynder at få dagpenge, opfylde enten et sprogkrav eller et krav om at have arbejdet et vist antal arbejdstimer, også kaldet tilknytningskravet. 

Sprogkravet
Du kan opfylde sprogkravet på baggrund af forskellige former for prøver/uddannelser. Fx opfylder du sprogkravet, hvis du har gennemført 6. klasse i folkeskolen eller har bestået danskprøven ’Dansk 2’. 

Krav om arbejdstimer (tilknytningskravet)
Du har opfyldt tilknytningskravet, hvis du har haft mindst 600 arbejdstimer som lønmodtager inden for de sidste 24 måneder (400 timer, hvis du er deltidsforsikret). Arbejdstimerne skal være spredt ud over 12 måneder. Du opfylder derfor ikke tilknytningskravet, hvis du fx har fået løn for 100 timer pr. måned i 6 måneder, fordi der ikke er 12 måneder med arbejdstimer.