Læs op Udskriv Torsdag den 19.05.2011 Demonstrerer mod underbetaling 3F Århus har arrangeret en demonstration mod et gartneri, der har fyret alle sine ansatte og i dag udelukkende bruger underbetalt litauisk arbejdskraft. Del på Facebook Del på X Send som mail Af: Anders Schou Agurkegartneriet Nymarken i Malling har lavet en entreprisekontrakt med selskabet AUB Agarda, der leverer otte litauere, som passer, plukker og pakker agurker. Agarda vil ikke have overenskomst med 3F, og lønnen er langt under Overenskomsten for Gartneri og Planteskole mellem 3F og GLS-A. I 2009 havde gartneriet Nymarken 10 3F medlemmer ansat, i 2010 arbejdede fire 3F medlemmer og fem underbetalte østeuropæere på gartneriet, som altså nu udelukkende beskæftiger underbetalte litauere. - Vores medlemmer vil ikke acceptere at blive fyret, for at blive erstattet af billig udenlandsk arbejdskraft, der skal have under det halve i løn af gældende dansk overenskomst. Udlændinge skal være velkomne - men det er på danske vilkår, siger Thomas Møller, som er gruppeformand for Den Grønne Gruppe i 3F Århus Rymarken. 3F Århus afholder demonstrationen på mandag d. 23. maj 2011 ved gartneriet Nymarken APS, Nymarksvej 109, 8340 Malling. Det sker fra kl. 6.30 til ca. 8.00. Deltagere kan på flere måder bruge kollektiv trafik. Hvis de tager ”Odder-Grisen” fra Århus H, skal de stå af ved Egelund, og hvis de tager Odder-bussen til Odder af Oddervej, skal de stå af ved Nymarksvej. FOA Århus opfordrer til at deltage i demonstrationen, hvor der er morgenkaffe og morgenbrød. Tilmelding til thomas.moller@3f.dk