Læs op Udskriv Mandag den 09.05.2011 Debatindlæg: Ledelse fornærmer nattevagter Del på Facebook Del på X Send som mail Af: Kirsten Normann Andersen Ledelsesrepræsentanter fra Århus Kommunes magistrat for Sundhed og Omsorg vurderer tilsyneladende, at de i årevis har spildt skatteborgernes penge. Torsdag den 5. maj afviser de således frejdigt i JP Århus, at byens ældre borgere fremover vil få en ringere service, selvom én nattevagt i ældreplejen nu skal klare det arbejde, som to nattevagter tidligere har udført. I virkeligheden har skatteborgerne heldigvis hidtil fået fuld valuta for pengene, og ledernes vurdering er reelt en fornærmelse. Tidligere besparelser har således betydet, at nattevagter ikke længere skal lave forefaldende arbejdsopgaver som rengøring af udstyr, fordi der simpelthen ikke længere er tid til den slags. Alligevel skal nattevagterne nu ikke længere arbejde parvis, men i udgangspunktet alene. Det betyder for eksempel, at en enlig nattevagt på plejehjemmet Kongsgården fremover skal hjælpe hele 60 meget plejekrævende beboere, der ofte er demente, og som er fordelt på tre etager. Det er uforsvarligt, mener vi i FOA Århus. Og vi mener, at ledelsen burde tage ansvaret for de forringelser, der vil ramme de ældre og ikke blot hævde, at alle vil få samme hjælp som hidtil. For når ledelsen benægter, at færre nattevagter betyder ringere service, så pådutter ledelsen reelt nattevagterne ansvaret for de ubehagelige konsekvenser, som en uansvarlig personalenormering vil få. Ledelsesrepræsentanterne mener heller ikke, at nattevagternes arbejde bliver mere risikofyldt, når de skal arbejde alene. Det er en bemærkelsesværdig vurdering, når eksempelvis nattevagter i Århus Vest nu skal køre alene ud i belastede områder, hvor overfald og ballade er et kendt problem. Eller når nattevagter nu skal gå alene ind til psykiske syge borgere, hvor alt kan ske - midt om natten, hvor alle andre sover, og ingen kommer til hjælp. Ledelsesrepræsentanternes vurderinger vidner om, at nattevagternes alenearbejde er et resultat af en skrivebordsbeslutning. Ingen ville foreslå alenearbejde, hvis de selv arbejdede som nattevagter og dermed kendte til de virkelige arbejdsforhold. Århus Byråd bør ændre beslutningen, inden en ældre borger eller en nattevagt kommer til skade. Afdelingsformand Kirsten Normann Andersen FOA Århus Christian X´s vej 56-58 8260 Viby