Debatindlæg: Spar på bureaukratiet

Medarbejderne på Region Midtjyllands sygehuse er bekymrede for fremtiden og med rette. De enorme besparelser, som endnu engang rammer sygehusene, vil både få konsekvenser for pleje og behandling af patienterne, ligesom det stigende arbejdstempo naturligvis påvirker arbejdsmiljøet negativt. Det er derfor også forståeligt, at medarbejdere er opmærksomme på, hvordan ledelserne forvalter ansvaret for de store besparelser.

Det er afgørende for slutresultatet, at de ansvarlige ledelser søger at spare så lidt som muligt på funktioner, som har betydning for patienternes helbredelse. Af samme årsag har FOA Århus eksempelvis foreslået, at regionen indstiller store og dyre projekter, som eksempelvis Det Nye Universitetshospital, den Elektroniske PatientJournal (EPJ) og Den Danske Kvalitetsmodel. Ambitionerne bag projekterne er sådan set gode nok, men i en tid, hvor der ikke er råd til det hele, må regionen prioritere det vigtigste. På samme måde har vi foreslået, at regionen udviser civil ulydighed og suspenderer behandlingsgarantien, ligesom vi foretrækker at spare på antallet af ledere og konsulenter, frem for at spare på patienterne.
På en række områder har regionspolitikerne øjensynligt tænkt i de samme baner. I hvert fald er sammenlægning af ledelserne på Århus Sygehus og Skejby Sygehus medtaget som et egentligt spareforslag. Hvis de ansvarlige ledelser søger at omgå visse spareforslag og dermed ikke opnår effekten af disse, så kan medarbejderne med rette frygte nye besparelser. På de to århusianske sygehuse frygter medarbejderne angiveligt, at der er en reel risiko for, at ledelserne har kikkerten for det blinde øje. Desværre gør Sundhedsdirektøren sig ikke stor umage med at afkræfte medarbejdernes bekymringer. Det ligner mere en bekræftigelse, når Sundhedsdirektøren fremhæver, at man ønsker at prioritere "ledelse som en tværgående ressource." Og det giver også anledning til, at vi i FOA Århus endnu engang appellerer til ledelserne og politikerne - at de kontinuerligt søger at prioritere patienterne frem for interne systemer, strukturer og overflødigt bureaukrati.
Afdelingsformand Kirsten Normann Andersen
FOA Århus
Christian X’s Vej 56-58
8260 Viby J